70.000 mennesker er på flugt fra syriske grænsebyer

Der er mange børn blandt de fordrevne, oplyser børneorganisation. Syv civile dræbt under tyrkisk angreb.
Unicef er til stede i området og har i første omgang nødhjælp klar til at hjælpe 45.000 børn og deres familier i en måned med mad, rent vand og medicin. Foto © : Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. oktober 2019 15:09

Syv syriske civile er blevet dræbt ved et tyrkisk angreb i det nordøstlige Syrien. Det oplyser en overvågningsgruppe.

- Fire af dem blev dræbt ved et luftangreb i Tell Abyad, mens tre andre blev dræbt af snigskytter i nærheden af grænsebyen, rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

BBC skriver torsdag, at 11 civile og 30 militsfolk er dræbt.

En tyrkisk soldat er død i forbindelse med en aktion i det nordlige Syrien. Ud over den ene dræbte soldat er tre tyrkiske soldater blevet såret ved samme episode i sammenstød med kurdisk militær.

LÆS OGSÅ Europæere i FN's Sikkerhedsråd fordømmer tyrkisk offensiv

Skudvekslinger mellem de to fronter skal have fundet sted flere steder langs en 120 kilometer bred front, hvor de tyrkiske angreb er fokuseret.

Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som har et stort netværk af kilder over næsten hele Syrien.

Tusindevis på flugt

Børneorganisationen Unicef siger, at tyrkiske bombardementer har sendt tusindvis af børn og deres familier på flugt.

Konflikten skal allerede have sendt omkring 70.000 mennesker på flugt fra deres hjem i grænsebyerne Tell Abiad og Ras Al Ain. Der er mange børn blandt de fordrevne, siger Unicef.

Unicef Danmarks kommunikationsdirektør, Line Grove Hermansen, siger, at der allerede nu er eksempler på, at skoler indtages af de stridende parter.

- Parterne i konflikten bør beskytte børnene på alle tidspunkter. De bærer intet ansvar for krigen, men det er alligevel dem, som lider mest, siger hun.

Unicef er til stede i området og har i første omgang nødhjælp klar til at hjælpe 45.000 børn og deres familier i en måned med mad, rent vand og medicin.

Det var i onsdags, at Tyrkiet indledte sin offensiv i den nordlige del af Syrien. Den nordlige del af Syrien bliver kontrolleret af den kurdiske gruppe YPG. Kurderne har længe været en tæt allieret med USA i kampen mod Islamisk Stat.

LÆS OGSÅ Tyrkiets militær går ind i Syrien

Den tyrkiske regering mener modsat, at kurderne er en trussel. Gruppen bliver betragtet som en del af det Kurdiske Arbejderparti, PKK.

Torsdag forlød det fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, at 109 personer var blevet dræbt, siden Tyrkiet onsdag indledte sin offensiv i den nordlige del af Syrien.

Præsidenten betegnede de 109 dræbte som "terrorister".

Blandt andet EU-landene, USA, Iran, Egypten og Saudi-Arabien har taget afstand fra den tyrkiske offensiv.