70 procent af stemmerne er talt - Siumut tager en tidlig føring

Rigsombudsmanden forventer, at resultatet står klart ved midnat.
Kø i Godthåbshallen i Nuuk i eftermiddags. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
01. november 2022 22:06

Mens det danske resultat af Folketingsvalget står klart, er optællingen godt i gang herhjemme.

Lige nu er 70 procent af stemmerne talt op.

En af de helt store stemmeslugere fra folketingsvalget i 2019 har nemlig lagt sig i spidsen: Det er nemlig Siumuts Aki-Mathilda Høegh-Dam, der i skrivende stund klokken 22.00 har fået 3.785 stemmer. 

Ved valget i 2019 fik hun i alt 3.475 stemmer.

LÆS OGSÅ Alle stemmer er talt op – og Grønland kan ende med at spille en afgørende rolle 

Rigsombudsmanden har det overordnede ansvar for folketingsvalget i Grønland i samarbejde med kommunerne.

Rigsombudsmanden, Julie Præst Wilche, skal godkende det grønlandske valgresultat. Hvornår det sker, tør hun ikke at sige præcist. Men hun vurderer, at det bliver omkring midnat, som det plejer. 

Alle stemmer er talt op i Danmark

Hvornår alle stemmesedlerne er optalt, tør Rigsombudsmanden ikke sige. 

I Danmark er alle stemmerne talt op. Og det er slet ikke noget klokkeklart valgresultat, danskerne har leveret:

Rød blok har nemlig fået 87 mandater. 

Blå blok har fået 73 mandater. 

Det vil sige, at ingen af de to blokke kan tælle til 90 mandater – og dermed er der altså ingen af de to blokke, der har et flertal.

Nordatlanten ser rødt

Det betyder, at begge blokke er afhængige af andre for at få et flertal - og det kan gøre de nordatlantiske stemmer rigtigt interessante. For Grønland stemmer to politikere ind i Folketinget, og hvis det går, som det er forudsagt, så vil Siumut og Inuit Ataqatigiit igen sætte sig på Christiansborg. Og de vil begge pege på en rød statsminister.

Dertil kommer Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin på Færøerne – og så har rød blok lige præcis 90 mandater - og lige præcis et flertal.