63-årig mand fra Sisimiut forsvundet siden onsdag
Politiet har udsendt en efterlysning på 63-årige Josef Christiansen fra Sisimiut. Han er sidst set onsdag den 24. januar, hvor han forlod sygehuset i Sisimiut omkring middagstid.
Den efterlyste mand beskrives som værende mellem 170 og 175 centimeter høj og spinkel af bygning med kort, rødligt hår. Ifølge politiets oplysninger var han iført sygehustøj, overtræksbukser og en kort, sort dunjakke, da han sidst blev set.
Hvis man har set Josef Christiansen senere end 24. januar cirka klokken 12.03 eller har kendskab til hans opholdssted, bør man kontakte politiet på telefonnummer 701448. Det skriver Grønlands Politi på Facebook.
Her opfordrer politiet desuden borgere i Sisimiut til at gennemsøge private skure, kældre, arbejdspladser og andre, mulige gemmesteder.
Efterlysningen blev udsendt mandag aften, og tirsdag morgen oplyser politiet til KNR, at der fortsat ikke er noget nyt i sagen.