38-årig yemenit tiltalt for brutalt drab i Island

I september blev Island ramt af en voldsom drabssag. Nu risikerer en 38-årig mand fra Yemen livstid.
Reykjavik Foto © : Tammy O./Flickr Creative Commons
Skrevet af Kenneth Elkjær
18. december 2017 15:47

Manden er tiltalt for at have slået sit kvindelige offer, Sanita Brauna, gentagende gange i hovedet med tre glasflasker og en 10 kilo tung brandslukker den 21. september i år i kvindens hjem i Reykjavik.

Ifølge islandske medier døde kvinden af sine skader efter at være blevet skåret og slået med glasflaskerne og brandslukkeren et ukendt antal gange i hovedet. Det skriver Iceland Monitor.

Den tiltalte er en 38-årig mand fra Yemen, som står til mindst fem års fængsel og maksimalt livstid, hvis han bliver kendt skyldig.

Sanita Brauna er statsborger i Letland, men boede på gerningstidspunkt i Reykjavik. Hendes forældre og hendes tre børn har hver sagsøgt den 38-årige mand for 3 millioner islandske kroner hver, cirka 180.000 danske kroner.

Rystet af drab

Island, der er kendt som et af verdens mest fredelige samfund, er flere gange i år blevet ramt af voldsomme drabssager. I januar forsvandt den unge kvinde Birna Brjánsdóttir efter en festlig aften i Reykjavik. Efter en ugelang massiv efterforskning blev hendes lige fundet på en strand udenfor den islandske hovedstad.

LÆS OGSÅ Drabsdømt anker dom i Birna-sag

Kort efter blev grønlandske Thomas Møller Olsen anholdt. Han blev i september dømt 19 års fængsel for drabet på Birna Brjánsdóttir og smugling af hash. Thomas Møller Olsen har anket sagen.

LÆS OGSÅ 19 års fængsel for drab på Birna og narko

Birna Brjánsdóttir

Den 3. december blev de 330.000 borgere i Island igen rystet af et drab, da den 20-årige albaner Klevis Sula blev stukket ihjel af en mand, han forsøgte at hjælpe på den populære plads Austurvöllur i Reykjavik.

Gerningsmanden blev kort efter anholdt, oplyser islandske medier.