2,3 millioner kroner til nordiske projekter

09. december 2006 15:01

NORA (Nordisk Atlantsamarbejde mellem Færøerne, Grønland, Island og det samiske område), har netop bevilliget 2,3 millioner kroner til 10 projekter, hvoraf de fem involverer Grønland.

Et af projekterne handler om udnyttelse af farvestoffet i rejeskaller til brug i fiskefoder til dam- og havbrug. Polar Seafood leverer rejeskallerne. Projektet har fået 300.000 kr. i støtte. Det fortæller NORA´s direktør Kaspar Lytthans fra NORA´s hovedkontor i Tórshavn.

ATI-skolen i Maniitsoq er med i et andet projekt, som handler om at få opbygget et elektronisk netværk mellem inovationscentre for fiskeri. 50.000 har de fået, til at udvikle de planer.

Et projekt, der skal vurdere brintenergiens muligheder har Nukissiorfiit som grønlandsk partner. 300.000 kroner har de fået til en analyse af de nordatlantiske el-nets kapacitet.

Samerne i Nordnorge vil gerne blive klogere på sælfangst, de har fået 100.000 kroner til at samle viden, bl.a. med grønlandske samarbejdspartnere.

Og endelig er Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut involveret i et færøsk projekt, der har til formål at udvikle et ubemandet fly, der kan løse specialtransportopgaver i Nordatlanten. 100.000 har NORA givet til det, fortæller Kaspar Lytthans fra Thorshavn.