22-årig er fængslet på psykiatrisk afdeling for skyderi i Fields

En mand er fængslet i 24 dage på lukket psykiatrisk afdeling. Han skal mentalundersøges.
Manden er sigtet for at have dræbt en 47-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. juli 2022 11:22

En 22-årig mand, der er sigtet for tre drab og syv drabsforsøg efter skyderi i Field's, varetægtsfængsles i surrogat på lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.

Manden skal også mentalundersøges.

Når man bliver fængslet i surrogat betyder det, at man ikke bliver vurderet egnet til at sidde i et almindeligt fængsel. 

Overblik over skyderiet i Field's:

 

Klokken 17.36 (dansk tid) modtog Københavns Politi søndag en anmeldelse om et skyderi i storcenteret Field’s.

 

Ifølge politiet er det affyret skud fra to forskellige lokationer inde i Field's. 

 

Tre personer er dræbt. En dreng og en pige på 17 år samt en 47-årig russisk mand, som boede i Danmark.

 

Desuden er fire personer blevet ramt af skud. En af dem er i kritisk tilstand.

 

23 yderligere personer er kommet til skade i forbindelse med skyderiet.

 

Politiet anholdte klokken 17.48 en dansk mand på 22 år for skyderiet. 

 

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag

Det har en dommer ved Københavns Byret afgjort mandag eftermiddag efter et knap to timer langt grundlovsforhør.

Årsagen er blandt andet, at der er en begrundet mistanke for, at den 22-årige mand er skyldig i de voldsomme sigtelser.

Den 22-årige er sigtet for at have dræbt en 47-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Derudover er han sigtet for syv drabsforsøg.

Vil begå ny kriminalitet igen

Ved afgørelsen har dommeren lagt vægt på vidneafhøringer, stillfotos fra videoovervågning samt at den 22-årige var i besiddelse af en riffel ved sin anholdelse.

Derudover bliver han fængslet for at forhindre, at han vil kunne begå noget lignende igen.

- Der er frygt for, at anholdte på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet, sagde dommeren.

- De væsentligste skridt i den næste tid er at foretage genafhøringer af anholdte, såfremt han ønsker at udtale sig, afhøring af en lang række vidner samt afhøringer af familie og omgangskreds, sagde dommeren.

LÆS OGSÅ Sara Brandt gemte sig på toilet i Fields i næsten et kvarter

Dertil kommer en frygt for, at den sigtede på fri fod vil vanskeliggøre efterforskningen.

- Navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre, forklarede dommeren.

Skyderi begyndte klokken 17.30

Sigtelsen mod ham blev læst op ved retsmødets begyndelse af senioranklager Søren Harbo.

- Sigtelsen indeholder ti navne på forurettede. Herudover er der adskillige, der ikke er ramt af skud, men har andre skader. De er ikke i sigtelsen på nuværende tidspunkt. Det er ikke afklaret, om de kommer det, lød det fra Søren Harbo.

De tre mennesker mistede livet i storcenteret Field's på Amager. Her begyndte en mand at skyde omkring sig omkring klokken 17.30 søndag.

LÆS OGSÅ Lars Therkelsen så bevæbnet politi samle sig foran Field's

Skyderiet medførte kaos og panik i storcenteret. Store menneskemængder flygtede ud af centrets udgange, mens andre gemte sig i butikker og baglokaler.

Politiet fik de første meldinger om skyderi ved 17.35-tiden.

Klokken 17.48 blev den 22-årig mand anholdt uden for centret i en "relativt udramatisk" aktion. Det kunne chefpolitiinspektør Søren Thomassen oplyse på en pressebriefing søndag aften.

Det er uvist, hvordan den 22-årige mand stiller sig til sigtelserne.