Lars Therkelsen så bevæbnet politi samle sig foran Field's

Søndag var der skyderi i et storcenter i København. En 22-årig mand er anholdt for skyderiet.
Field's holder lukket i mindst en uge efter skyderi, og politiet efterforsker stadig gerningsstedet dagen efter søndagens skyderi. Foto © : Scanpix
04. juli 2022 10:42

- Der kom en helt masse politibiler og gående politi med geværer. Der var en masse mennesker, der samlede sig, og politiet råbte, at de skulle gå væk. Der var en meget spændt stemning.

Sådan siger Lars Therkelsen, som befandt sig på et hotel lige ved siden af Field's i København i går aftes.

Søndag eftermiddag dansk tid modtog Københavns Politi anmeldelse om et skyderi i storcenteret Field’s, som ligger på Amager i København.

Tre personer blev dræbt, og politiet har anholdt en 22-årig dansk mand. 

Overblik over skyderiet i Field's:

 

Klokken 17.36 (dansk tid) modtog Københavns Politi søndag en anmeldelse om et skyderi i storcenteret Field’s.

 

Ifølge politiet er det affyret skud fra to forskellige lokationer inde i Field's. 

 

Tre personer er dræbt. En dreng og en pige på 17 år samt en 47-årig russisk mand, som boede i Danmark.

 

Desuden er fire personer blevet ramt af skud. En af dem er i kritisk tilstand.

 

23 yderligere personer er kommet til skade i forbindelse med skyderiet.

 

Politiet anholdte klokken 17.48 en dansk mand på 22 år for skyderiet. 

 

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag. 

Lars Therkelsen, som kommer fra Ikerasak, havde sammen med sin kone udkig til Fields, da skyderiet skete. Han siger, at det første de bemærkede var, at folk begynde at råbe udenfor Field’s.

Han havde sammen med sin kone planer om at tage over i storcenteret senere på dagen.

-  Det var meget tæt på. Vi var der i går, og det var ellers meningen, vi skulle derover og måske se film og spise lidt om aften. Man bliver lidt bange, ik?, siger Lars Therkelsen til KNR kort efter skyderiet.

Sammen med hotellets øvrige gæster fik Lars Therkelsen og hans kone at vide, at de ikke måtte forlade hotellet efter skyderiet.

Dermed kunne de bare sidde på deres hotelværelse og følge med i, hvad der skete udenfor.

Den 22-årige mand, som er anholdt for skyderiet er ifølge politiet 'kendt i psykiatrien'. Efterforskningen tyder på, at han var alene om det og havde planlagt det på forhånd. 

Klokken 13.00 dansk tid gik grundlovsforhøret i gang i Danmark.

DR skriver, at der er dørlukning, hvilket betyder, at pressen og offentligheden ikke skal have kendskab til de nærmere detaljer i efterforskningen. 

Desuden er der nedlagt navneforbud både på den sigtede mand og på de tre ofre.