2018 bliver et travlt år for ICC

Inuitorganisationen ICC kan se frem til et travlt 2018, fortæller præsidenten for ICC Grønland Hjalmar Dahl i sin nytårsudtalelse.
Skrevet af Karsten Sommer
05. januar 2018 07:09

Allerede fra den 13. til 15. februar er ICC Grønland vært for et Inuit Uddannelsestopmøde i Nuuk med deltagelse fra alle inuitområder i Canada, Alaska, Chukotka og Grønland.

Det flugter fint med det ny finske formandskab i Arktisk Råd, som netop har sat styrkelse af uddannelsesområdet i Arktis højest på dagsordenen, skriver Hjalmar Dahl.

Året omfatter også et fælles seminar for grønlandsk og samisk ungdom, med fokus på at højne ungdommens interesser for internationale spørgsmål.

Den ny ICC rapport "The Future of the Pikialasorsuaq” (Nordvandet), om frygten på begge sider af Davisstrædet for klimaforandringernes nye muligheder for sejlads i området, vil desuden blive præsenteret for de politiske instanser i Canada og Grønland i løbet af 2018. Rapporten skulle gerne åbne op for en fælles lokal forvaltning af området og dets levende ressourcer, håber ICC.

Og til sommer afholdes så fra den 16. til 19. juli ICC’s Generalforsamling der finder sted i Utqiagvik (Barrow) i Alaska.

Temaet for inuittopmødet bliver ’Inuit - det Arktis vi ønsker’.

På generalforsamlingen vedtages ICC’s politik for de næste fire år, ligesom den nye internationale formand for ICC vælges.

Da Alaska i år er vært for Generalforsamlingen betyder det også, at Alaska overtager formandskabet fra Canada for de næste fire år.