16.000 kroner i bøde: 18-årig tiltalt for at overtræde coronaregler
Opdateret 19.10 med chefanklager Morten Nielsen.
En 18-årig kvinde i Nuuk er blevet tiltalt for at overtræde reglerne om karantæne fire gange efter indrejse fra Danmark.
Politiet kom på sporet af sagen, efter at en borger kontaktede politiet.
Det fortæller chefanklager ved Grønlands Politi Morten Nielsen.
- Vi får en anmeldelse fra en bekymret borger. Grønland og Nuuk er et lille samfund, hvor folk som regel godt ved, når nogle kommer ind fra Danmark, og der var været nogle borgere, der blev ganske forargede over, at der blev taget lidt for lempeligt på reglerne for forsamlinger, siger han.
LÆS OGSÅ Overtrådte coronaregler: Nu vanker der bøde til person fra Aasiaat
Efter anmeldelsen fra den bekymrede borger, gik politiet i gang med at efterforske sagen.
- Så efterforsker vi den og snakker med personen og de personer, hun skulle have været sammen med. Her bekræfter hun, at hun i fredags tre gange har været sammen med henholdsvis 4-5 stykker og to andre, hvilket man ikke må, ud fra de regler der er udstedt af Selvstyret, siger chefanklager Morten Nielsen.
Ud over at bryde karantænereglerne er den 18-årige kvinde også tiltalt for at have været i besiddelse af hash to gange.
- Vi får nogle forklaringer om, at man mødtes for at hygge sig, og at der var blevet røget noget hash, og når vi får besked om det, ryger der naturligvis også en sigtelse på om det, fordi det er ulovligt at besidde hash, og det er jo svært at ryge hash uden at besidde det, siger chefanklager Morten Nielsen.
For alt dette har den 18-årige kvinde fået en bøde på 16.000 kroner.
Kvinden er dog ikke enig i bøden og nægter at betale. Derfor venter sagen nu at komme for retten.
Kvinden er efterfølgende blevet retestet på femtedagen, hvor resultatet var negativt. Kvinden har altså ikke været smittet med coronavirus.
Det er under en uge siden, at en person fra Aasiaat fik en bøde på 9.000 kroner for at overtræde karantænereglerne.