100 borgere har ringet til corona-hotline på et døgn

Folk har særligt spurgt ind til rejser hos den nye hotline i det første døgn. Abelsen opfordrer til at følge anbefalinger om karantæne.
Martha Abelsen fra Siumut holdt pressemøde om coronavirus lørdag eftermiddag. Foto © : KNR
14. marts 2020 17:32

Et døgn efter, at Naalakkersuisut oprettede en corona-hotline, har omkring 100 borgere ringet eller skrevet for at få svar på spørgsmål.

Det oplyser Siumuts Martha Abelsen, der er naalakkersuisoq for sundhed, på et pressemøde lørdag eftermiddag.

- Langt de fleste spørgsmål er kommet fra folk, der skal rejse ind og ud af landet. De vil vide, hvordan de skal forholde sig, siger hun. 

Hvad er symptomerne?

Smittede med coronavirus har haft:

  • Tør hoste
  • Feber
  • Vejrtrækningsproblemer

 

Læs mere her Landslægeembedets hjemmeside

LÆS OGSÅ Bekymret landslæge til hjemvendte elever: Hold øje med symptomer

Dem, der kommer hjem fra særlige risikoområder, anbefales at blive hjemme i to uger. Arbejder man i sundheds- eller ældresektoren, er det dog et krav. 

De særlige risikoområder er Kina, Iran, Sydkorea, Italien, Østrigs delstat Tyrol og Spaniens region Madrid, fremgår det af Landslægeembedets hjemmeside. Den bliver løbende opdateret.

Kommer man hjem fra lande, der ikke er risikoområder, men hvor der er udbredt smitte, anbefaler myndighederne også, at man holder øje og isolerer sig hjemme, hvis man får symptomer.

Lande med udbredt smitte lokalt er Spanien, Frankrig, Tyskland, Schweiz, Norge, Sverige, Holland, Storbritannien, USA, Japan, Belgien og Danmark.

Foto © : Naalakkersuisut

Bliver man syg eller oplever symptomer på corona-virus, skal man kontakte sundhedsmyndighederne telefonisk.

Vi skal allesammen tage ansvar

Martha Abelsen opfordrer til, at alle respekterer anbefalingen om at gå i karantæne, når man kommer hjem fra udlandet. 

- Vi må alle tage ansvar. Det bliver ikke respekteret så meget i dag.

- Der er for mange, der er hurtige til at sige, 'jeg har ikke feber, jeg er ikke syg', siger hun og tilføjer:

- Oven i det, ved vi, at mange kommer hjem i den kommende tid.

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Borgere kan kontakte hotlinen på 801100, og den kan benyttes alle ugens syv dage fra kl. 08.00 til 16.00.

Det er også muligt at sende sine spørgsmål til corona@nanoq.gl.