Bekymret landslæge til hjemvendte elever: Hold øje med symptomer

Vi er ret bekymrede over det store antal studerende og skolelever fra blandt andet efterskoler, der kommer tilbage nu, siger landslægen.
Naalakkersuisoq for sundhed, Martha Abelsen, og landslæge Henrik L. Hansen holdt pressemøde om status på coronavirus i Grønland lørdag eftermiddag. Foto © : KNR
14. marts 2020 14:35

Flere grønlandske elever, der går på efterskoler i Danmark, er så småt ved at sætte kurs mod Grønland.

Det sker, efter at alle skoler i Danmark foreløbigt er lukket på grund af faren for coronavirus.

Hvad er symptomerne?

Smittede med coronavirus har haft:

  • Tør hoste
  • Feber
  • Vejrtrækningsproblemer

 

Læs mere her Landslægeembedets hjemmeside

Der er endnu ikke konstateret nogle smittede i Grønland, men der er risiko for, at eleverne tager virussen med sig hjem.

Det fortalte landslæge Henrik L. Hansen på et pressemøde lørdag.

- Vi er lige nu ret bekymrede over det store antal studerede og skolelever fra blandt andet efterskoler, der kommer tilbage nu. Vi ved, at nogle af dem kommer fra skoler, hvor der rent faktisk er smittespredning, siger han og tilføjer:

- Og vi må nok erkende, at der er en betydelig risiko for, at disse elever bringer smitte tilbage til Grønland.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Efterskoleelever bør blive i Danmark - men kan få rejse hjem betalt

Landslægen kommer ikke nærmere ind på, hvilke efterskoler, der har været smittespredning på.

Men han har en opfordring til eleverne:

- Det er enormt vigtigt, at den gruppe (eleverne, red.) skal være opmærksomme på, at hvis de får nogen som helst form for symptomer, skal de holde sig for sig selv og rette henvendelse til sundhedsvæsenet telefonisk.

Rejsende fra Danmark skal holde øje 

Danmark bliver ikke kategoriseret som et såkaldt "særligt risikoområde". Men på grund af den betydelige smittespredning opfordrer landslægen alle, der kommer til Grønland fra Danmark til at udvise stor påpasselighed.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), valgte fredag at lukke grænserne til udlandet, og det betød også, at der lukkes for indrejse til Grønland.

Dermed bliver der indført grænsekontrol alle de steder, hvor udlændinge kan rejse ind i Grønland.

Danske statsborgere – inklusive statsborgere i Grønland og Færøerne - kan dog stadig rejse ind i landet, men udlændinge kan kun rejse ind med anerkendelsesværdige formål.

Flere venter på svar fra prøver

Fredag eftermiddag meddelte Henrik L. Hansen, at otte personer i Grønland er blevet testet for coronavirus og venter på svar.

Prøverne bliver sendt til København med flyet på søndag, og mandag formiddag forventer grønlandske myndigheder at kende resultaterne.

Dem, der allerede er blevet testet, har ikke været smittet. Dermed er der endnu ikke konstateret nogle smittede med virusset her i landet.