Alle er nået frem: 10 passagerer ventede i tre uger

Alle strandede passagerer i Upernavik-området er nu fløjet frem til deres slutdestinationer, oplyser Air Greenland.
Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
18. januar 2018 11:47

De sidste passagerer nåede frem onsdag aften og dermed er helikopteroperationen normaliseret, fastslår flyselskabet.

- Der skal lyde en stor tak til vores kunder, Selvstyret, Arktisk Kommando, Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen og vores eget stationspersonale og besætning. Alle har udvist stor samarbejdsvilje og tålmodighed. Det har ikke været nogen nem situation, og tilbage er nu at evaluere forløbet, udtaler Maliina Abelsen, kommerciel direktør.

LÆS OGSÅ Strandede lærere giver problemer for bygdeskole

Da situationen var værst var 132 passagerer berørt af aflysningerne, hvor godt 10 personer havde ventet over tre uger, oplyser Air Greenland.

Selskabet skal nu evaluere situationen, så eventuelle forhold som kunne være undgået, bliver udbedret til næste vintersæson.

LÆS OGSÅ Arktisk Kommando hjælper med at få strandede passagerer frem