Ældretalsmanden kritiserer naalakkersuisoq

En udmelding fra naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen, viser, at Naalakkersuisut ikke har tænkt sig at forbedre pensionen, mener Ældretalsmanden.
- Naalakkersuisoq Martha Abelsens udmelding viser, at Naalakkersuisut ikke har planer om at forbedre levevilkårene for de ældre, der ikke har mulighed for anden indkomst, mener ældretalsmand Helene Heilmann. Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
03. august 2020 06:59

I midten af juli kom Martha Abelsen (S), der er naalakkersuisoq for sociale anliggender, med en udmelding, der faldt ældretalsmanden for brystet.

Ifølge Martha Abelsen er den pension, der bliver udbetalt her i landet, højere end i Danmark i forholdt til den gennemsnitlige indkomst.

Men sådan kan man ikke gøre det op, vurderer ældretalsmand Helene Heilmann.

Forholdsvis højere pension

Pensionisterne i Grønland får i kroner og øre færre penge udbetalt end pensionister i Danmark, skriver Martha Abelsen.

Men vurderet ud fra størrelsen af den udbetalte pension i forhold til hvor meget indbyggerne tjente i gennemsnit i 2018, så er pensionen i Grønland højere, tilføjer hun.

- Pensionsdækningen i Grønland er således målt i forhold til velstanden højere end i Danmark både for enlige og par, skriver Martha Abelsen i et paragraf 37 svar.

En enlig pensionist i Grønland får 55 procent af den gennemsnitlige lønindkomst i Grønland på 256.000 kroner. En pensionist i Danmark får 50 procent af den gennemsnitlige lønindkomst i Danmark på 327.000 kroner.

Også for par er procenterne højere i Grønland.

Men disse tal mangler kontekst, mener Ældretalsmanden.

- Den gennemsnitlige indkomst i Danmark er meget højere end i Grønland, og dette sammenligningsgrundlag kan derfor ikke anvendes til at påstå, at alderspensionen i Grønland er højere end i Danmark, skriver Helene Heilmann.

LÆS OGSÅ Efterårssamling i Inatsisartut: Tre lovforslag der påvirker din økonomi

Derudover er det dyrere at leve i Grønland, hvor den grønlandske husleje-, mad- og rejsepriser ofte er dyrere, skriver Helene Heilmann.

- På disse grundlag kan man ikke påstå, at alderspensionen i Grønland er højere end i Danmark. Derimod viser de fremlagte tal blot, at alderspensionen i Grønland er lavere end i Danmark, skriver ældretalsmanden.

Kan ikke love forbedret pension

Det undrer hende, at Martha Abelsen har valgt denne sammenligning. Hun konkluderer, at der ligger et motiv bag.

- Naalakkersuisoq Martha Abelsens udmelding viser, at Naalakkersuisut ikke har planer om at forbedre levevilkårene for de ældre, der ikke har mulighed for anden indkomst, skriver Helene Heilmann.

Martha Abelsen skriver i sit svar, at Naalakkersuisut ikke kan give løfter om at forbedre pensionerne på grund af den økonomiske usikkerhed, som coronaviruset har efterladt sig.

Martha Abelsen skriver dog, at et indledende arbejde om en strategi, der skal forbedre levevilkårene for de ældre, er blevet påbegyndt.