År 2016 sætter global varmerekord

2016 har slået en kedelig rekord. For det forgangne år var det varmeste, siden man begyndte at registrere de årlige temperaturer i 1800-tallet.
Kuannit / Kvan Foto © : Saalamiit Møller Lorentzen/KNR
Skrevet af Ritzau
06. januar 2017 07:16

Sådan lyder konklusionen i en rapport udsendt af EU, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Globalt set lå gennemsnitstemperaturen på 14,8 grader sidste år og et er 1,3 grader højere end før industrialiseringen i det 19. århundrede, står der i rapporten.

Det er EU-enheden Copernicus Climate Change Service, der blandt andet indsamler viden om klimaforandringer, som står bag.

Særligt dele af Arktis har oplevet en kraftig stigning i temperaturer.

Men også mange andre steder, heriblandt dele af Afrika og Asien, har oplevet usædvanlige varmegrader.

Temperaturstigningen nærmer sig den nedre grænse, der blev vedtaget på et klimatopmøde i Paris i 2015.

På det såkaldte COP21-topmøde vedtog FN-landene, at den globale temperaturstigning skal holdes nede på mellem 1,5 og 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau i slutningen af 1800-tallet.

Det skal blandt andet ske ved hjælp af en begrænsning af landenes CO2-udslip.

Det ser dog ud til, at den globale opvarmning ifølge forskere kan stige til over 3 grader inden år 2100.

Klimaforandringer kombineret med en voldsom udgave af vejrfænomenet El Niño skabte ekstreme hedebølger, tørke og naturbrande flere steder verden over sidste år.

Også orkaner og oversvømmelser har været hyppigere end tidligere.