Små hellefisk rammer beskæftigelsen i Qasigiannguit

Små hellefisk i Diskobugten har betydet lukning af aftenholdet på Royal Greenlands fabrik i Qasigianngit. Flere torsk giver stadig beskæftigelse, men overskuddet bliver mindre, fortæller Royal Greenland, der håber på en løsning.
15. august 2017 13:15

I sidste uge skrev avisen Sermitsiaq, at der i år kun er fanget lidt over halvdelen af de mængder hellefisk, der blev fanget i samme periode sidste år.

Og det har man også bemærket hos Royal Greenland de seneste år.

- Vi kan konstatere, at hellefisken bliver mindre, og derfor må vi se på andre produktionsformer, siger han.

LÆS OGSÅ Færre hellefisk påvirker fabrikkerne

Siger Jens K. Lyberth, der er direktør for kommunikation og HR i Royal Greenland. Han fortæller, at de stadigt færre og mindre hellefisk har fået konsekvenser på fabrikken i Qasigiannguit.

- Tidligere, da der var flere fisk, var der både et dagshold, som arbejdede det meste af året, og så supplerede vi med et andet hold store dele af året. Så beskæftigelsen var noget højere. I dag må vi nøjes med ét dagshold, siger han.

Et lyspunkt for produktionen er dog, at mens hellefiskene skrumper, så kommer der flere torsk til. Og derfor kan dagholdet på fabrikken i Qasigiannguit supplere hellefiskene med torsk og på den måde få arbejde nok til at beskæftige et enkelt hold.

LÆS OGSÅ Nordgrønlands hellefisk risikerer kollaps

Selvom torsken kan være med til at holde noget beskæftigelse igang i Qasigiannguit, så er den ikke nær så rentabel og også det har betydning for Royal Greenland.

- Desværre så betyder det, at der er færre penge til udvikling af fiskefartøjer og landanlæg, siger Jens K. Lybeth.

I april underskrev fiskeriets parter en hensigtserklæring om at arbejde for at sikre hellefiskefiskeriet i Diskobugten for fremtiden. Og Royal Greenland håber nu på at parterne kan enes om at vælge en bæredygtig løsning. 

LÆS OGSÅ Uenighed om årsagen til færre hellefisk