Bygningen af Camp Century Foto: Jon Fresch

Risø-ekspert: Spildevand på Camp Century er ufarlig

Den danske ekspert, der i 1960 var med til at anbefale at dumpe lavradioaktivt spildevand fra Camp Century i Indlandsisen, fastholder i dag, at vandet er ufarligt.

- Det er altså ikke de store mængder radioaktivitet, der er dernede. Så jeg vil tage det helt roligt.

Sådan siger den nu 89-årige Povl Ølgaard, forhenværende atomfysiker ved det tidligere Risø Forsøgsanlæg og tidligere professor ved DTU i Danmark, til KNR.

Selv om håret i dag er gråt, og pensionen for længst er startet, husker han stadig Camp Century.

Og han er ikke i tvivl om, at den danske regerings tilladelse fra 1960 til, at USA måtte dumpe lavradioaktivt spildevand fra atomreaktoren ned i Indlandsisen, har været forsvarlig.

- Når det bliver hældt ned i isen, så varer det jo altså lang tid, før den is kommer ud til Thule. Og at den ligger dernede under isen, det generer jo ikke nogen. Strålingen derfra, tror jeg, kan man ikke måle fra overfladen, siger Povl Ølgaard.

Ingen bekymring for miljøet

Povl Ølgaard var i 1959 sammen med sekretæren for Danmarks Atomenergikommission, Chr. Thomsen, i Washington D.C. for at se en prototype af den atomreaktor, som det amerikanske forsvar ønskede at opføre i Camp Century under Indlandsisen.

- Det var jo simpelthen for at se, hvad de havde tænkt sig. Om det var noget, der ville give anledning til bekymring. Og det havde jeg ikke forventet, for amerikanerne ville jo ikke bygge noget, der var tvivlsomt i deres eget land. Så hvis det ikke var tvivlsomt dér, var det jo heller ikke inde på Indlandsisen, siger Povl Ølgaard.

Efter besøget gav den danske regering i 1960 tilladelse til, at USA kunne opsætte atomreaktoreren på Camp Century og lade spildevandet fra den dumpe ned i Indlandsisen under skrappe krav til indholdet af radioaktiviteten i vandet.


Ingen stikprøvekontrol af udslip

Povl Ølgaard var én ud af tre danske eksperter, der besøgte Camp Century og så amerikanernes logbøger over udslippene.

Og ifølge de stadig eksisterende logbøger overholdte USA de fastsatte grænseværdier for radioaktivitet. Men ingen dokumenter viser, at mængderne blev efterprøvet ved fx stikprøver.

- Det var ikke sådan, at vi tog op og tog nogle prøver for at se, om det passede. Vi gik ud fra, at det gjorde det, siger Povl Ølgaard.

I dag er han dog fortsat sikker på, at spildevandet ikke udgør en trussel for hverken dyr eller mennesker omkring den tidligere base.

Derfor støtter han heller ikke en eventuel genåbning af Camp Century for at undersøge området for miljøfarligt affald.

- Man skal lade det ligge. Jeg vil synes, det vil være pjat og koste mange penge (at tage det op, red.). Og det er altså ikke de store mængder radioaktivitet, der er dernede. Så jeg ville tage det helt roligt.

 

Kommentarer

inatsisartut_forarssamling_2017_nils_baum_bureau_for_inatsisartut.jpg

Inatsisartuts Efterårssamling



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt

...og meget mere!