Opgradering kan være brud på Igaliku-aftale

USA bruger i disse år tæt på en halv milliard kroner på at opdatere radaren på Pituffik, men amerikanerne har ikke leveret konkrete informationer om projektet til Danmark og Grønland. Det møder kritik fra Josef Motzfeldt og Ane Hansen.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
31. august 2017 07:11

Formanden for udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg er ikke tilfreds med den manglende information og opfordrer Naalakkersuisut i samarbejde med Danmark til at kræve konkrete informationer fra USA's side.

- Jeg synes, at det er på tide at Naalakkersuisut og den danske regering skal arbejde for, at informering fra USA's side skal være mere detaljeret om forskellige projekter, siger Ane Hansen.

LÆS OGSÅ Flere oplysninger fra amerikanerne om Pituffik er nødvendige

Ifølge Igaliku-aftalen fra 2004 skal USA inddrage Grønland og Danmark, når der sker væsentlige ændringer på basen.

Josef Motzfeldt indgik i 2004 aftalen som landsstyremedlem for udenrigsanliggender. Han mener ikke, at USA overholder de aftaler, man indgik for tretten år siden.

- De amerikanske myndigheder i pentagon, de har absolut gået langt ud over vores indgået aftale i Igaliku i 2004, siger Josef Motzfeldt.

LÆS OGSÅ Pituffik-radar opgraderet for knap halv milliard kroner

Men de grønlandske myndigheder har faktisk fået information om opgraderingen. I 2015 kunne myndighederne læse om opdateringen af radaren i den årlige rapportering fra de amerikanske myndigheder.

Men der fremgår ikke yderligere detaljer om projektet indhold.

I dag oplyser Udenrigsministeriet, at der er tale om en opgradering, der har samlet værdi på 78,5 millioner dollars, hvilket svarer til cirka 480 millioner danske kroner.

Og når der er tale om en opgradering til så mange penge, er det Naalakkersuisuts opgave at undersøge det nærmere, når man får viden om det, mener Motzfeldt.

- Det burde have vakt undren og nysgerrighed hos det grønlandske udenrigsdepartement og den ansvarlige for udenrigsanliggender burde reagere og få undersøgt og dokumenteret hvilke udvidelser det drejer sig om, siger Josef Motzfeldt.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq vil undersøge Pituffik opgradering

LÆS OGSÅ Udvalgsmedlemmer ønsker viden om Pituffik-investering

LÆS OGSÅ Grønland burde inddrages i Pituffik-investering