Helms: Grønland burde inddrages i Pituffik-investering

Grønland er mere truet militært, efter at amerikanerne har opdateret deres forsvarssystem på Pituffik. Opdateringen burde være foregået efter aftale med Selvstyret - det skriver forfatter og debattør Hans Jakob Helms i en kronik i Jyllands-Posten.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
02. august 2017 08:06

Opdateringen af radaren på Pituffik for mere end 250 millioner kroner burde have været aftalt med Selvstyret.

Det mener forfatteren Hans Jakob Helms, der er tidligere medlem af den permanente komité til tilsyn med USA’s baser i Grønland og tidligere sekretariatsleder for Siumut i Folketinget.

I kronikken i Jyllands-Posten referer Helms til en rapport fra det amerikanske forsvar, der konkluderer, at fremskudte baser – altså baser uden for USA selv – har den største risiko for at blive bombet i tilfælde af en konflikt.

Investeringen er en fornyelse

Pituffik er én af seks amerikanske baser, der er blevet opgraderet for at gøre USAs missilskjold mere effektivt og dermed er basen også et mål for USAs fjender.

Igaliku-aftalens artikel 3 c.:

I overensstemmelse med Forsvarsaftalen som ændret ved nærværende aftale og Memorandum of

Understanding af 13. marts 1991 og uden præjudice for andre relevante aftaler og ordninger mellem

Parterne vil Amerikas Forenede Staters regering konsultere og informere Kongeriget Danmarks

regering inklusive Grønlands landsstyre forud for gennemførsel af enhver væsentlig ændring af

Amerikas Forenede Staters militære operationer eller faciliteter i Grønland.
Kilde: Naalakkersuisut.gl

Hans Jakob Helms mener, at opdateringen af radaren er så omfattende, at der er tale om en fornyelse, og at investeringen derfor burde være sket efter aftale med Selvstyret ifølge Igaliku-aftalen fra 2004.

LÆS OGSÅ Pituffik opdateret for 40 millioner dollar

Helms finder dette meget problematisk, at opdateringen af forsvarssystemet på Pituffik tilsyneladende er sket uden at inddrage Selvstyret:

- I dette tilfælde er Grønland ikke bare blevet seriøst mere truet rent militært af denne udvikling. Landet har samtidig mistet millioner af kroner i indtægter fra basen. Hvis noget tilsvarende var sket i Danmark, ville det have været en kæmpe skandale, skriver han.

LÆS OGSÅ Dialogen om Pituffik er ufrugtbar