Evakuering og lukning af Nuuk Center dyr for handlende

Et trusselsbrev mod Selvstyret medførte torsdag, at hele Nuuk Center blev evakueret, og alle butikkerne blev derfor lukket i omkring fire timer.
Nuuk Center adgang forbudt
Foto © : KNR / Paarnaq Hansen
Skrevet af Paarnaq Hansen
27. november 2015 04:59

Lige op til første søndag i advent er der normalt mange mennesker i butikkerne. To butikker og en butikskæde fortæller, at det var fire dyre timer for dem.

- Det betyder ret meget. Vi har ret travlt her op til første søndag i advent med mange bestillinger. Vi skulle have været færdige i dag. Det når vi ikke, og så har der været en del bestillinger, som vi så ikke har kunnet levere, så det har også påvirket os økonomisk, siger Ivalu Duelund Qvistgaard, som ejer af blomsterbutikken IQ Naasut, til KNR.

Læs også VIDEO & BILLEDER Sådan forløb trusselsituationen mod Selvstyret

Også butikskæden Pisiffik har været ramt.

- Udover omsætningen, så har der også været en masse fødevarer, som vi så have måttet smide ud, da vi blev evakueret. Så det er jo selvfølgelig også en del af vores tab, siger Lena Lauridsen, personlig assistent for butikskædens administrerende direktør, Per Steen Larsen.

Læs også Politiet afblæser trussel mod Selvstyret: Person har erkendt

Evakueringen gik meget stærkt, da politiet evakuerede centeret kl. 9.40 torsdag morgen.

- Vi samlede personalet, fik lukket alle dørene og fik tjekket, at der ikke var nogen personer inde i butikken, fik låst og skyndte os ud af butikken. Det fik vi gjort i løbet af et par minutter, siger ITTU's butikschef, Annemarie Hviid Kristensen.

Læs også Politichef: Paris årsag til evakuering af Selvstyret

Politiet meddelte senere at, at en mistænkt havde erkendt. Det drejede sig om en psykisk syg person, der havde truet Selvstyret. Og personen er under sundhedsvæsenets varetægt.

Men den måde, politiet formåede at klare opgaven på, er alle de tre butikker glade for.

- Det er meget betryggende, at de tager sådan nogle ting alvorligt. Man ved jo aldrig, når folk er sindsforvirret, så er der jo også en trussel i det, siger ITTU's butikschef.

Læs også  Politiet evakuerer Selvstyret og Nuuk Center efter trussel

IQ Naasuts ejer var ligeledes tilfreds med ordensmagtens indsats.

- Der var heldigvis ikke nogen, der gik i panik. Det var også, fordi det var så uvirkeligt for os. Men jeg synes, de har gjort et godt stykke arbejde, siger Ivalu Duelund Qvistgaard, ejer af blomsterbutikken IQ Naasut.