Politichef: Paris årsag til evakuering af Selvstyret

Det er følgerne af terrorangrebene i den franske hovedstad, Paris, som til formiddag fik politiet til at evakuere Selvstyret og Nuuk Center, efter at de modtog en trussel mod Selvstyret.
Nuuk Center Foto © : Ane-Marie Petersen/KNR
26. november 2015 12:39

Det siger chefanklager Morten Nielsen til KNR.

- Efter at vi modtog den trussel kl. 9.40 i formiddags, der har vi ad hensyn til det forhøjede beredskabssituation for hele dansk politi på baggrund af begivenhederne i Paris og, hvad der nu ellers har fulgt derefter, og på baggrund af truslen har vi valgt at evakuere nogle af Selvstyrets lokaler og Nuuk Center.

- Politiet vil nu foretage en gennemgang af de bygninger i relevant omfang for at se, om der er noget at være bange for. Samtidig med det foretager vi en efterforskning og ser, om vi kan finde ud af, hvem det er, der har sendt de trusler mod Selvstyret, siger chefanklager Morten Nielsen til KNR.

Læs også Politiet evakuerer Selvstyret og Nuuk Center efter trussel

Paris blev ramt af et voldsomt terrorangreb fredag den 13. november, som har kostet 129 menneskeliv. Efterfølgende blev beredskabsniveauet hævet adskillige steder i verden inklusiv Danmark, hvor det stadig er på næsthøjeste niveau.

- Baggrunden er den forhøjede sikkerhedssituation og den trussel, der er fremsat, hvor vi i den situation, som vi er i med forhøjet beredskabsniveau, ikke rigtigt har andre muligheder, end at gå frem på den måde, som vi gør her, fastslår chefanklager Morten Nielsen.

Politiet for nyligt modtog en lignende trussel, hvor det viste sig at være en psykisk syg mand, der stod bag.

- Så det kigger vi selvfølgelig også på i den her situation. Om der er tale om nogenlunde det samme. Men 'ved ikke' er ved ikke, og vi efterforsker i alle retninger. Selvom vi måske har en formodning om, at der er en mulighed for, at det kan være noget af det samme, siger han.

Selvstyret, Nuuk Center og Inatsisartut vil være lukket og afspærret, indtil politiet føler sig sikker på, at folk kan være trygge ved at vende tilbage.