Længere landingsbaner gør det ikke alene

Færøernes succes med at tiltrække flere turister skyldes ikke kun, at landet i 2013 indviede en længere landingsbane i Vagar Lufthavn. Sådan lyder det fra landets turistråd.
20. september 2017 08:59

På Færøerne kan man i disse år høste frugten af den store indsats man har gjort for at lokke flere turister til landet.

- Det går fremad, kan man sige. Vi har set vækst i de seneste år, og den vækst fortsætter, siger direktør for Visit Faroe Islands, Guri Højgaard.

Sidste år besøgte omkring 100.000 turister Færøerne, og turistrådet regner med, at 10 procent flere turister besøger landet i år.

LÆS OGSÅ Får laver film

Ny strategi og længere landingsbane

Succesen skal i høj grad tilskrives en ny strategi fra 2013, som havde til formål at gøre turisterne mere opmærksom på Færøerne.

Men det har langt fra været gratis. For i forbindelse med den nye strategi valgte den færøske regering også at fordoble bevillingen til Visit Faroe Islands.

- Det har ændret meget for os, da Færøerne i dag er langt mere synlig ude på markederne.

Her i landet er det besluttet at forlænge landingsbanerne i både Nuuk og Ilulissat for at gøre Grønland mere tilgængeligfor turisterne.

2013 blev landingsbanen i Vágar Lufthavn på Færøerne netop forlænget fra 1250 til 1799 meter, og det betød, at Atlantic Airways indsatte større fly på ruten til København samtidigt med, at der blev åbnet ruter til andre europæiske storbyer.

LÆS OGSÅ Færøerne har succes med længere landingsbane

Kommer ikke flyende af sig selv

Men succesen kan ifølge Visit Faroe Islands ikke kun tilskrives en længere landingsbane, som har gjort det lettere og billigere for turister at komme til Færøerne.

- Folk kommer ikke, hvis destinationen ikke er interessant. De kommer selvfølgelig ikke kun, fordi der er kommet en ny lufthavn, siger Guri Højgaard.

Netop derfor ser direktøren for Visit Faroe Islands også et stort turismepotentiale i Grønland, hvis Naalakkerusiut altså giver Visit Greenland de bedste vilkår for at promenere landet samtidig med, at man gøre det lettere for turisterne at komme til Grønland.

- Nu skal I se at få forbedret den infrastruktur, for så kommer gæsterne, det er jeg helt sikker på, siger direktør for Visit Faroe Islands, Guri Højgaard.

LÆS OGSÅ Det kræver en stor indsats at udvikle turismen