Foto: Nauja Møller

Qulaarpaa Det kræver en stor indsats at udvikle turismen

Store hvaler, isfjorde og hundeslæder - det vil mange turister gerne se. Derfor satser naalakkersuisut på at nye arbejdspladser inden for turismen, skal være med til at redde økonomien.

Der skal skabes flere private arbejdspladser - det er nøglen til, at vi i højere grad kan betale regningerne selv her i landet. Naalakkersuisut satser på at skabe disse arbejdspladser inden for især turisme med bygning af nye lufthavne, og ifølge holdbarheds- og vækstplanen skal turismen bidrage med 100 millioner kroner i 2030.

Det er dog et stort spring fra i dag, hvor turismen kun bidrager i begrænset omfang til økonomien, og det er langt fra nogen ny ide at turisme skal være med til at redde landets økonomi.

- Den overordnede konklusion er, at der gennem mange år ikke er sket noget væsentligt. Det har været forskellige planer, men man er ikke lykkedes med at gøre en forskel, og faktisk har der været nogle år, hvor det er løbet den forkerte vej, siger Torben M. Andersen, formand for Økonomisk Råd og professor i national økonomi ved Aarhus Universitet.

Læs også Espersen revser Grønlands økonomi

Skiftende regeringer har gennem mange år sat deres lid til at turismen kunne bidrage mere til økonomien, men resultaterne er udeblevet.

Ifølge den netop udgivne turismestrategi, har indtjeningen i turismen været stort set uændret fra 2003 til 2013 - i disse år kommer der cirka 60.000 turister om året til Grønland.

- Et skøn er, at der en omsætning på 350 millioner kroner om året, og det modsvarer en beskæftigelseseffekt i størrelsesordenen 400 personer, forklarer Torben M. Andersen.

Læs også Naalakkersuisut ser frem til flere turister

Naalakkersuisut satser på, at udvidelsen af lufthavnene i henholdsvis Nuuk, Qaqortoq og Ilulissat vil betyde at turismen vokser.

På Færøerne har man haft succes med at tiltrække flere turister, efter at landingsbanen i Vagar lufthavnen blev udvidet i 2011. Men turisterne kræver langt mere end blot en lang landingsbane, fortæller Guôriô Højgaard, chef for det færøske turistråd.

- En forlænget bane i sig selv er ikke nok til at få flere turister. Først og fremmest handler det om at have en destination, der er attraktiv for de potentielle turister, siger Guôriô Højgaard.

Hun står i spidsen for arbejdet med, at omsætningen i turismeindustrien på Færøerne skal nå en milliard kroner i 2020. Det er mere end en fordobling i forhold til 2012, hvor arbejdet begyndte.

Læs også ARCTIC CIRCLE Landingsbaner bliver en gamechanger

Hun roser Visit Greenlands arbejde med at markedsføre Grønland overfor udlandet, da hun ser det som altafgørende for at flere turister vil bruge deres penge på at komme til Grønland.

Guôriô Højgaards bedste råd til Grønland er at lægge en ambitiøs plan og holde fast i den.

- Det er et hårdt arbejde, og det kræver at man holder fast i langsigtede mål for markedsføring af destinationen og at man samtidig udvikler de faciliteter, der er behov for, siger Guôriô Højgaard.

Torben M. Andersen vurderer, at det er urealistisk, at turismen kan blive et erhverv, hvor der er lige så mange arbejdspladser som i eksempelvis fiskeriet, men det er muligt at skabe flere arbejdspladser inden for turismen i Grønland.

Læs også TURISME Ilulissats landgangsforhold sejler

Det er ikke efter vores mening realistisk, at turismen bliver et hovederhverv, men det er heller ikke hvad der er lagt op til. Der er lagt op til at det skal bidrage med noget mere, og det kan det selvfølgelig gøre, siger Torben M. Andersen.

 

Kommentarer


 

Sider