De unge savner egen radio

Der er meget polemik om KNR's nye radiokanal for unge. De unge fylder dog ikke meget i diskussionen, selvom der tilsyneladende er et stort behov.
Skrevet af Andrea Christiansen
13. februar 2015 16:39

Initiativet bag glæder flere unge på kysten, som Radioavisen har talt med. Kanalen Voice of Greenland kan måske løse problemet med, at de unge tit bliver glemt i samfundet.

- Hvis vi tænker på de unge, vil det være godt, hvis de får deres egen lille verden her i Grønland. Vi vil jo gerne fortælle vores landsmænd om vi unges hverdag og måde at leve på i dag, siger Aqqalu Sigurjonsson Reimer fra Qasigiannguit Efterskole.

Han mener, at de unge kan føle sig overset i mediebilledet. Heller ikke deres forældre og bedsteforældre kan forholde sig til unges hverdag uden historier om den.

Læs også Den nye radio på KNR er til de unge

Og Aqqalu Sigurjonsson Reimer er ikke eneste, der synes, en ny radiokanal er en god ide. Piiannguaq Kruse fra Uummannaq Skole ser en kanal som en mulighed for de unge.

- Det er en god ide. Der er unge, der har problemer fra tidlig alder, og de har ikke mulighed for at snakke om det på grund af manglen på psykologer, siger Piiannguaq Kruse.

Eleven fra Atuarfik Edward Kruse i Uummannaq er sikker på, den nye kanal vil hjælpe med at igangsætte kommunikation iblandt unge, hvis de får mulighed for at snakke sammen. Man kunne lave et læseprogram for unge, foreslår hun.

I Aasiaat talte Radioavisen med Vivian Sandgreen, der går på GU. Hun tror, en ungdomskanal også kan give en stolthed, fordi størstedelen af radiokanalerne ikke henvender sig til unge på nuværende tidspunkt. Der er for meget politik og bingo i hendes radio, synes Vivian Sandgreen.

- Man kunne for eksempel tale med de unge, om hvad de rent faktisk laver, for eksempel om odds i fodboldkampe, eller om tømmermænd, sex eller sjove historier, man har oplevet. Det de unge rent faktisk laver, siger GU-elev Vivian Sandgreen.

KNR lukkede i går for FM-kanalen Voice of Greenland midlertidligt på grund af manglen på en sendetilladelse.
Men hun og alle andre unge kan altså stadig lytte med på Voice of Greenland over internettet i en version foreløbig uden reklamer.

Du lytte til Voice of Greenland via vog.gl