IA: Whistleblowerordning skal også gælde virksomheder

Den nylancerede whistleblowerordning skal ikke kun gælde i Selvstyret. Ordningen skal også indføres landets virksomheder, mener IA. Det kræver dog en lovændring, som Inatsisartut diskuterer idag.
Naaja Nathanielsen Foto © : KNR
04. maj 2015 17:11

I sidste uge fik Selvstyret sin egen whistleblowerordning. Den skal afsløre, hvis der sker nepotisme og lovovertrædelser i landets centraladministrationen.  

Men det stopper ikke her, hvis det står til Inuit Atagatigiit og Transparency Greenland. Selvstyre-ejede virksomheder og landets private virksomheder skal også have en lignende ordning.

Men det kan de ikke nu, da en gammel registerlov fra 1978 står i vejen. Derfor ønsker IA en lovændring.

- Der er brug for at få nogle klare regler for whistleblowere og de muligheder og rettigheder, man har. Det er fint, at Selvstyret har startet med en model, men den skal udbygges, og det kan være vanskeligt at gøre med den lovgivning, vi har i dag, siger Naaja Nathanielsen, der bringer lovændringen op i Inatsisartut i dag.

Læs også Whistleblowerordning indført i Selvstyret

Problemet er, at virksomhederne ikke må registrere oplysninger om de personer, der er involveret i en klagesag. Det vanskeliggør en intern undersøgelse og dermed bliver det umuligt at lave en egentlig seriøs whistleblowerordning, vurderer både Transparency Greenland og Naaja Nathanielsen.

- Vi oplever, at det er en udfordring. Det er det ikke bare her i landet, men også i Danmark, hvor man har den samme lovgivning og de samme udfordringer. Vi synes, det er helt reelt at se på det og få ryddet barrierer af vejen og få lavet nogle fælles retningslinjer, man kan benytte sig af. Der er brug for det. Det kan vi jo se i og med, at de seneste års skandalesager alle sammen stammer fra whistleblowere, siger Naaja Nathanielsen.

      Læs også Transparency ønsker udvidelse af Selvstyrets nye whistleblowerordning


Grønlandsbanken er en af de virksomheder, der er blevet bremset af lovgivningen. Her melder man sig allerede nu klar til at indføre en whistleblowerordning, hvis lovgivningen bliver ændret.

Ifølge Anita Hoffer er de selvstyre-ejede virksomheder forpligtet til at indføre en ordning, hvis lovændringen bliver vedtaget.

Samtlige partier og Naalakkersuisut støtter forslaget, der er sendt videre til 2. behandling i lovudvalget.