Whistleblowerordning indført i Selvstyret

Naalakkersuisut har godkendt en whistleblowerordning, som skal medvirke til at dæmme op for nepotisme og skabe større gennemsigtighed i Selvstyrets centraladministration.
Foto © : Camilla Dam/KNR
29. april 2015 12:00

Ordningen indebærer helt konkret, at medarbejderne nu via et særligt IT-system anonymt over for Økonomi- og Personalestyrelsen kan henvende sig med klager over eller mistanke om uregelmæssigheder i forbindelse med sagsbehandling og personaleansættelser.

- Det er et stort fremskridt for gennemsigtighed i Selvstyret, at vi i dag har besluttet at indføre en whistleblowerordning, der giver medarbejderne mulighed for anonymt at videregive oplysninger om mulige ulovlige aktiviteter i administrationen, siger en tilfreds Anda Uldum, naalakkersuisoq for finanser og råstoffer.

Er der hold i klagen, overlades sagen til en departementschef, der har pligt til at iværksætte en undersøgelse på baggrund af de anonyme oplysninger.

Læs også Ny håndbog skal styrke åbenhed i det offentlige

Whistleblower-ordningen er et supplement til de øvrige muligheder, som medarbejderne har adgang til at benytte. Her tænkes der blandt andet på tillidsmandssystemet eller sikkerheds- og samarbejdsorganisationen.

Anda Uldum tilføjer, at han ikke har mistanke om, at der faktisk foregår noget ulovligt i Selvstyrets administration.

Læs også Uklarhed om Naalakkersuisuts antikorruptionsplaner