Forfatning skal være klar om to til tre år

Forfatningskommissionen skal arbejde hurtigt for at få forslaget til en grønlandsk grundlov klar.
Naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen præsenterede onsdag medlemmerne af forfatningskommissionen. Foto © : KNR
30. april 2017 17:45

Ifølge kommissoriet, der beskriver forfatningskommissionens arbejde, skal de syv medlemmer nemlig fremlægge et forslag til en forfatning inden for to til tre år. Det skriver Sermitsiaq.AG, som er i besiddelse af kommissoriet.

Kommissoriet giver dog mulighed for at Naalakkersuisut kan forlænge kommissionens arbejdsperiode.

Forslaget til forfatningen, som kommissionen skal levere, skal være i to dele, en forfatning, der kan træde i kraft for Grønland inden for Rigsfællesskabet og den danske grundlov. Og så en forfatning, der kan træde i kraft den dag Grønland træder ud af Rigsfællesskabet og bliver en selvstændig stat, står der i kommissoriet.

Forud for beslutningen om at nedsætte en forfatningskommission, blev der lavet en redegørelse. I den anbefales det, at kommissionen får tre år til at levere et forslag. Og selv da er tidsplanen stram, især når forfatningen skal laves i to dele, står der i redegørelsen.

Onsdag blev der sat navne på de seks af forfatningskommissionens syv medlemmer. Det er Siumuts Vivian Motzfeldt, der står i spidsen for kommissionen.

På finansloven for 2017 er der afsat 5,5 millioner kroner til kommissionens arbejde i år og samme beløb til næste år.