SOMMERTOGT Dronning Margrethe ankommer til Station Nord onsdag

OPDATERET I denne uge indleder dronning Margrethe sommerbesøget i Grønland, hvor hun får selskab af prins Henrik fra på søndag.
Dannebrog Nuummi Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
06. juli 2015 14:05

Forude venter to uger med kaffemik, sang, kalattuut og borgmester håndtryk, fremgår det af programmet, som er offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

Besøget begynder onsdag, hvor dronning Margrethe ankommer til Station Nord. Dagen efter skal hun besøge Illoqqortoormiut og Daneborg Station.

Derefter går turen over indlandsisen med kurs mod Thule Air Base og bygden Savissivik.

Læs også Prins Henriks tupilakker udstilles i Frankrig

Søndag den 12. juli gør prins Henrik dronningen selskab, når Upernavik besøg af regentparret, og dagen efter ankommer de til Ukkusissat. Her vil de blandt andet besøge bygdens ældste borger, 84-årige Salomine Skade.

Dernæst er det tid til at besøge den nedlagte mineby Qullissat og Saqqaq, hvorefter turen går til Ilulissat. Herfra er det planen at Qasigiannguit og Kitsissuarsuit får besøg af dronningen og prinsgemalen.

Formand for naalakkersuisut Kim Kielsen ledsager regentparret på togtets første del i dagene fra den 9. til den 16. juli.

Den 17. juli afløses Kim Kielsen af sin viceformand Andreas Uldum, som er med på resten af det kongelige besøg, som afsluttes i Nuuk den 22. juli.

Læs også Dronningen aflyser sommertogt til Færøerne på grund af valg

Under besøget i hovedstaden vil dronning Margrethe blandt andet indvie en ny vej i bydelen Qinngorput. Desuden vil der være kaffemik i gymnasiets aula.

Sidst regentparret besøgte Grønland var i 2011.