Dårlig forberedelse kan koste liv og store ressourcer

Op mod 15 procent af de eftersøgninger efter savnede eller forsvundne personer, Grønlands Politi deltager i, kunne være undgået, hvis de efterlystede havde haft ordentligt udstyr og forberedt sig bedre. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Skrevet af Kenneth Elkjær
26. august 2016 05:57

I 2015 deltog Grønlands Politi i mere end 70 eftersøgningsaktioner. Og 2016 har også budt på en del eftersøgninger både på land og til vands, og det koster samfundskassen penge hver gang. Det forklarer Adam Fischermann, anklagefuldmægtig i Grønlands Politi.

- En eftersøgning kan være en både meget ressourcekrævende og i sidste ende også dyr affære for de nødstedte og samfundet.

Læs også Mangel på brændstof udløste nødssituation

En eftersøgning kan koste op mod 105.000 kroner, hvis politiet må chartre både og helikoptere. Men det er ikke kun om spørgsmål om pris. Det handler også om menneskeliv.

- Udover, at det i sagens natur kan koste én livet, hvis man ikke tager de nødvendige forholdsregler, så blokerer en eftersøgning også for andre essentielle opgaver, som myndighederne, herunder politiet, kan bruge deres ressourcer på. I værste fald kan vi stå i en situation, hvor en unødig eftersøgning forsinker en anden livsvigtig operation, udtaler Adam Fischermann i pressemeddelelsen fra politiet.

Læs eksempler fra redningsaktioner i bunden af artiklen

Kommunikation spiller også en rolle. Politiet har i en række tilfælde oplevet, at de har eftersøgt forsvundne personer, hvor det efterfølgende viste sig, at de eftersøgte ikke havde oplyst deres pårørende, hvor længe de havde planlagt at være væk, eller simpelthen ikke havde fortalt, at de var vendt retur.

Læs også Savnet rensdyrjæger bar to rensdyr 40 kilometer

Politiet har på baggrund af de mange eftersøgninger, der kunne være undgået, lavet en guide til, hvad man bør have styr på, hvis man sejler ud i fjorden eller vandrer en tur på fjeldet.

- Tag ikke ud alene

- Hav varmt tøj med til turen

- Medbring ekstra proviant

- Medbring bærbar GPS og VHF-radio

- Medbring sø-/vandrekort til hele turen og følg ruten.

- Medbring overlevelsesudstyr. Det kan være nødraketter, folietæppe (der også virker som radarrefleks), tændstikker, fiskeredskaber, orange presenning, spejl med sigte til signalgivning, hvis solen er oppe, plastre mv.

- Orienter nogen om, at du tager af sted, og hvor du tager hen.

- Giv besked, hvis du bliver forsinket.

Grønlands Politi har vedhæftet eksempler fra redningsaktioner i 2015:

Beruset jollesejler eftersøgt og reddet i høj søgang

På en kold septemberaften i 2015 blev der holdt fest et mindre sted i Sydgrønland. Efter festen besluttede en ung mand – der var meget beruset – at sejle ud i en anden mands båd.

Da bådens ejer opdagede, at båden var væk, havde han en mistanke om, at den var blevet stjålet, og at nogen var sejlet ud i den. Herefter blev der iværksat en større eftersøgning for at finde den, da politiet frygtede, at nogen var sejlet ud i beruset tilstand i båden. Da båden ikke umiddelbart blev fundet, blev der chartret to både fra henholdsvis Qaqortoq og Nanortalik, som hele dagen sejlede rundt og gennemsøgte et større område. Helikopter med i eftersøgning.

På land blev der iværksat en eftersøgning, og politiet påbegyndte et større opklaringsarbejde for at finde ud af, hvem der var sejlet ud i båden, hvilket betød, at flere patruljer måtte bruge længere tid på at tale med forskellige personer, som måtte have kendskab til, hvem der var sejlet væk i båden. En helikopter blev også sat ind i eftersøgningen.

Om morgenen - efter at han var sejlet ud - vågnede den unge mand i båden og kunne konstatere, at han var drevet så langt ud, at han ikke længere kunne se land.

Kort efter slap benzinen op, og da der ikke var nogen former for nødudstyr på båden, kunne han ikke gøre andet end at drive rundt og håbe på, at han ville blive fundet.

Den unge mand endte herefter med at tilbringe en urolig nat i uvejr midt på havet, hvor bølgerne var så høje, at han ikke turde sove af frygt for, at båden ville synke. I løbet af den næste dag blev han fundet ved hjælp af den indsatte helikopter, og først på aftenen blev han bragt i land. Ud over de mange mandetimer, som politiet brugte på operationen, så har Grønlands Politi haft udgifter på ca. 105.000 kr. i forbindelse med chartring af både og helikopter. Et beløb, som kræves erstattet af den unge mand.

Måtte sætte ild til tøj for at blive reddet

Et ungt par fra Qeqqata sejlede en eftermiddag i februar 2015 ud i en åben jolle fra Maniitsoq for at komme hjem til bygden, som de boede i.
Vinden var let, men kraftigt snevejr gjorde sigtbarheden meget dårlig. Samtidig var der bidende koldt med temperaturer ned til ca. minus 20 grader. Parret sejlede fra Maniitsoq ved 16-tiden, og omkring kl. 17 fik de telefonforbindelse og kunne meddele familien, at alt gik som planlagt.

Ingen kontakt

Da de ikke var nået hjem til forventet tid, begyndte familien at blive urolig. De kunne ikke få kontakt med parret, og de valgte derfor at alarmere politiet.

Politiet reagerede prompte på henvendelsen og varslede Aasiaat Radio, der opfordrede skibe i området til at deltage i eftersøgningen. Samtidig blev en politikutter gjort klar til eftersøgning.

Parret havde ikke GPS, VHF-radio eller nødraketter med, som ellers kunne have hjulpet med at lokalisere dem.

Da politikutteren Sisak II afgik fra Maniitsoq ved 21-tiden samme aften - kun med sparsomme oplysninger om, hvor parret kunne befinde sig - var det længe svært at se, hvordan eftersøgningen skulle få en lykkelig udgang.

Politikutter spottede brændende tøj

Først efter midnat observerede man fra politikutteren nogle svage lysglimt, og da man knap en time efter var helt fremme, kunne man konstatere, at det var det efterlyste par.

De havde fået motorproblemer og var blevet fanget af pakisen, der havde drevet dem ind bag en masse skær.

Havde parret ikke været snarrådige nok til at sætte ild til lidt ekstra tøj, som de havde med, er det ikke sikkert, at man havde fundet dem i live.

Da de blev reddet ombord på politikutteren, var manden gennemblødt, da det kun var kvinden, der var iført flydedragt.