Mangel på brændstof udløste nødssituation

Den 21-årige, som blev eftersøgt lørdag blev spottet af en helikopter og efterfølgende reddet i land af en båd.
Foto © : Nukaaraq Kleist
Skrevet af Karsten Sommer
06. oktober 2015 14:48

Søndag eftermiddag lykkedes det en Bell-212 helikopter fra Air Greenland at lokalisere en 21-årig mand, der sidst var blevet set natten til lørdag ved 2-tiden i bygden Alluitsup Paa, hvor han forlod en fest.

Den efterlyste var sejlet fra bygden i en jolle, men var ikke nået frem til sit bestemmelsessted lørdag, og Politiet i Kujataa iværksatte derfor en eftersøgning.

Læs også Politiet efterlyser en ung mand i Sydgrønland

Søndag eftermiddag blev manden spottet på åbent vand mellem Alluitsup Paa og Nanortalik af den helikopter, som politiet havde indsat i eftersøgningen.

Dernæst blev en båd sendt til stedet og fik bjærget den 21-årige, og bragt ham hjem i sikkerhed.

Det viste sig, at båden var løbet tør for brændstof.

På trods af at manden havde drevet rundt i næsten halvandet døgn, var han ved godt mod, da politiet fandt ham, fortæller fungerende politikommissær Sivalerak Terkilsen fra Politiregion Kujalleq.