Bureaukrati holder Greenland Express på jorden

Trafikstyrelsen og Selvstyret mundhugges om, hvem der er skyld i, at behandlingen af Greenland Express´ansøgning trækker ud.
Foto © : Greenland Express
02. maj 2015 13:27

Der er gået kludder i behandlingen af Greenland Express’ ansøgning om at starte flyvninger mellem Billund og Kangerlussuaq. Det skriver Check-in.dk.

Greenland Express skulle ellers efter planen have været i gang fra den 11. maj, men måtte for to uger siden meddele, at det ikke kommer til at ske.

 

Aben sendes rundt

Selv pegede manden bag flyselskabet, Gerth Brask, på at det skyldtes langsom sagsbehandling hos Trafikstyrelsen.

Hos Trafikstyrelsen afviste de dog den udlægning overfor Check-in.dk i mandags. Styrelsen pegede i stedet på, at de manglede en udtalelse, som Selvstyret skulle have sendt, før de kunne gå videre.

Læs også Greenland Express projekt nødlander

- Det har Selvstyret ikke gjort i denne sag, idet Trafikstyrelsen først hørte officielt fra dem den 17. april, siger afdelingschef i Trafikstyrelsens Center for Luftfart, Per Schmock, til Check-in.dk.

 

Selvstyret peger på Trafikstyrelsen

Chefkonsulent Lene Riis fra Departement for Bolig, Byggeri og Infrastruktur forklarer dog til Check-in.dk, at Gert Brask sendte sin ansøgning til både Selvstyret og til Trafikstyrelsen den 19. februar 2015.

- Ligeledes har Selvstyret og Trafikstyrelsen den 16. marts 2015 modtaget et spørgsmål fra Gert Brask relateret til ansøgningen. Det er således ikke korrekt, at Trafikstyrelsen først hørte om sagen den 17. april 2015, siger Lene Riis.

Læs også Greenland Express på vingerne igen fra 11. maj

Læs også Greenland Express klar til indenrigsflyvning i Grønland

Lene Riis peger på, at der ikke er nogen praksis om, at Trafikstyrelsen ikke må starte sagsbehandlingen, før de modtager materialet fra Selvstyret. Hun mener derfor, at Trafikstyrelsen allerede i februar kunne være gået i gang med at se på ansøgningen fra Greenland Express.

Trafikstyrelsen er nu gået i gang med at se på ansøgningen.