Borgmester forsikrer sund økonomi på trods af overskridelser

Kommune Kujalleqs økonomi er udfordret, men borgmesteren lover, at der er styr på næste års budget.
Foto © : Kommune Kujalleq
Skrevet af Kenneth Elkjær
07. november 2017 14:28

Sydkommunen har oplevet et mindre økonomisk stormvejr i 2017. Udgifterne til børn og unge er steget kraftigt, og det samme er udgifterne til arbejdsløse.

Men det får ikke borgmester Kiista P. Isaksen til at sove uroligt om natten.

Det skriver hun i en pressemeddelelse, som kommunen har valgt at sende ud, efter flere medier har bedt om aktindsigt i kommunens økonomi.

I meddelelsen oplyser Kommune Kujalleq, at man i 2017 forventer at overskride budgettet til anbringelser af børn og unge på eksterne døgninstitutioner med 65 procent eller 13 millioner kroner. 

- Da vi forventer at antallet af døgninstitutionsanbringelser ikke formindskes i årets sidste måneder, har vi set situationen i øjnene, og har omstillet og tilpasset vores økonomi til udfordringerne, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse.

Sparekniven må ikke ramme borgere

Hun fortæller, at kommunen har haft stor fokus på at finde besparelser, der ikke går udover den service, man yder borgerne. 

Men anbringelser af børn og unge er ikke det eneste, der trækker kommunens økonomi ned.

Kujalleq har i år også været ramt af store problemer med indhandlingen af fisk. I september kunne vi her på KNR fortælle, at indhandlingen i hele Sydgrønland er gået kraftigt tilbage i forhold til 2016.

LÆS OGSÅ Indhandlingen i Sydgrønland er styrtdykket

Manglende indhandling koster

I Qaqortoq var indhandlingen faldet med cirka 880 tons i årets første otte måneder, når man sammenligner med året før. I flere andre byer var indhandlingen også faldet kraftigt, dog ikke så voldsomt som i Qaqortoq.

Ifølge erhvervs- og arbejdsmarkedschef Palle Frederiksen betød den dårlige indhandling, at kommunen havde ekstraordinært mange arbejdsløse. Et faktum, der allerede kunne mærkes i kommunekassen i september.

I pressemeddelelsen, som Kiista P. Isaksen har udsendt tirsdag, er der dog ikke nogle konkrete tal på, hvordan kommunens økonomi reelt har det. Men borgmesteren er fortrøstningsfuld.

- Jeg er dog optimistisk og mener helt afgjort, at der i budgettet for 2018 og overslagsårene vil være plads til velprioriterede og fremadrettede politiske ønsker, udtaler han.

LÆS OGSÅ Indhandlingsskib skaber beskæftigelse i Kujalleq

Det hemmelige budget

KNR har gennem længere tid været i dialog med Kommune Kujalleq om at få indblik i kommunens økonomi. Kommunalbestyrelsen følger normalt med i hvordan det går med økonomien i en kommune, og på de tre andre kommuners hjemmesider kan man finde disse oplysninger i referater fra kommunalbestyrelsesmøderne.

Men det kan man ikke på Kommune Kujalleqs hjemmeside.

Derfor har KNR søgt om aktindsigt i status på Kommune Kujalleqs økonomi – en aktindsigt der endnu ikke er besvaret.