Anklaget og vidne uenige om drabsnattens forløb

Det andet besætningsmedlem på Polar Nanoq, som har været tilbageholdt og sigtet i sagen om Birna Brjánsdóttir, afgav mandag sin forklaring i retten i Reykjavik.
Retten i Reykjavik Foto © : Google Maps
Skrevet af Sara K. Jakobsen
21. august 2017 16:37

Mandag afgav den tiltalte i sagen, som også var besætningsmedlem på Polar Nanoq, sin forklaring til retten. Han fortalte blandt andet, at han havde set sin kollega, den tidligere sigtede, køre væk med Birna Brjánsdóttir og komme tilbage senere uden kvinden.

Men, det andet besætningsmedlem afviste den anklagedes udsagn, og forklarede, at han selv var stærkt beruset. Ifølge eget udsagn var han derfor ikke i stand til at køre bil, og han er desuden ikke i besiddelse af et kørekort.

LÆS OGSÅ Anklaget peger på andet besætningsmedlem

LÆS OGSÅ Tiltalt i Birna-sagen for retten i dag

- Jeg tvivler på at have kørt bilen. Jeg er ikke sikker på at have snakket med hende, fordi jeg faldt i søvn i bilen. Jeg husker det ikke fuldstændigt. Hvis jeg har kørt bilen så beruset, ville jeg have kommet ud for en ulykke, fortalte det andet besætningsmedlem til retten ifølge Vísir.is.

Dommeren ønskede ved dagens retsmøde at høre, om besætningsmedlemmet havde mødt nogle, da han gik ombord på Polar Nanoq søndag morgen.

Det var han ikke i stand til at svare på, da han var så beruset den pågældende nat, at han i dag ikke kan huske noget.

Samme morgen havde han ringet til en kvinde for at sige godnat. Hun kunne bekræfte overfor retten, at han virkede tydeligt beruset, da hun talte med ham.

Blodrester i bilen

Derudover afgav efterforskningslederen i Birna-sagen, Leifur Halldórsson, sin forklaring i retten. Han beskrev, hvilke beviser, der blev fundet i den røde bil, som den tiltalte og flere andre besætningsmedlemmer havde lejet.

Han fortalte, at teknikerne havde fundet blod på passagersædet, solskærmen, instrumentbrættet og bildøren.

- Det var tydeligt, at konflikten startede inde i bilen, fortalte Leifur Halldórsson i retten.

Teknikerne fandt også den 20-årige piges DNA på den anklagedes tøj, ligesom de også fandt den anklagedes DNA på pigens snørebånd.

Efterforskningslederen gjorde det også klart i retten, at teknikerne ikke har fundet et biologisk spor af Birna på det andet besætningsmedlems tøj. Han blev løsladt og renset for mistanke i marts, efter at have været fængslet i sagen i mere end en måned.