Tema: PFAS

Åge er fanger i Ittoqqortoormiit, og han er ikke bekymret for PFAS

Fangersamfundet i Nordøstgrønland har nogle af verdens højeste koncentrationer af de sundhedsskadelige stoffer PFAS i blodet.
Åge Danielsen har været fanger hele sit liv. Privatfoto
Skrevet af Ivik Kristiansen, Ritzau
13. juli 2023 08:02

Borgerne i Ittoqqortoormiit har en af verdens højeste koncentrationer af de sundhedsskadelige kemikalier PFAS i blodet.

Det viser et studie, som Aarhus Universitet Technical Sciences har lavet.

Det er dog ikke noget, der bekymret en fanger i byen. Han har, ligesom mange andre, en kost, der næsten udelukkende består af grønlandsk mad.

- Vi kan ikke undvære grønlandsk mad her i byen. Hvaler, sæler, isbjørne og moskusokser. Vi kan ikke undvære det her, siger Åge Danielsen til KNR.

Han er formand for Ittoqqortoormiits lokale afdeling af fisker- og fangerorganisationens KNAPK.

Der er dog et problem. En ny undersøgelse viser, at hvaler, sæler og isbjørne har en høj koncentration af PFAS i kroppen.

PFAS-stofferne ophober sig i blod og organer og mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

Hvad er PFAS?

PFAS er en samling af fluorholdige miljøskadelige kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne.

Det bruges i næsten alle industrigrene og findes i mange produkter. Det tæller blandt andet tekstiler, tæpper, sko, madindpakning, kosmetik og brandskum.

PFAS-stofferne ophober sig i blod og organer og mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.

Men det vækker ikke bekymring hos Åge Danielsen.

- Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg er ikke særlig bekymret for det, siger han.

Ifølge den nye undersøgelse har befolkningen i Ittoqqortoormiit nogle af verdens højeste koncentrationer af PFAS i kroppen.

Af undersøgelsen fremgår det, at 86 procent af borgerne i Ittoqqortoormiit har blodværdier, der ligger højere end Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets grænseværdi for alvorlig risiko for skader på immunsystemet.

Foto © : Privatfoto

Op til den enkelte

Det bekymrer dog stadig ikke Åge Danielsen, der vil blive ved med at spise sin fangst.

- Det er op til den enkelte, om de vil spise kød eller ej. Det er min mening. Der er også folk, der ryger cigaretter, selvom de er sundhedsskadelige og indeholder giftstoffer, men det er op til den enkelte, om de vil ryge, siger han.

Han tilføjer, at han er blandt mennesker, der er blevet gamle, selvom de har en livslang kost af grønlandsk mad bag sig.

Men det er ikke fordi, at der ikke er importeret mad. Det er da også noget, som folk spiser. Men det gør Åge Danielsen sjældent. 

- Kun når der er festligheder. Jeg spiser det meget sjældent, siger han.

Han har dog prøvet at undvære grønlandsk mad i et par uger ad gangen. Det sker, når han er ude at rejse i udlandet. For ham er det svært at spise noget andet, end det, han har spist hele livet.

- Når jeg er rejser udlands, kan min krop mærke det med det samme. Jeg får en følelse af sul og uro. Jeg bliver også hurtigt træt af dansk mad, og min appetit daler kraftigt, siger Åge Danielsen.