Stor undersøgelse om arktiske levevilkår

De første resultater begynder nu at sive ud af verdens mest omfattende undersøgelse af levevilkårene i de arktiske egne.
Det er ti år siden, at projektet startede og siden 2001 er 7.200 personer fra den oprindelige befolkning i Grønland, Canada, Alaska og Chukotka blevet interviewet om deres leveforhold.
Nu er al materialet blevet samlet i tabeller og opgørelser, og så begynder det virkelige arbejde med at finde ud af, hvad tallene fortæller om livet i de arktiske egne. I sidste uge kom de første resultater, der blandt andet handlede om sundhed, og det er kun en lille flig af det omfattende materiale fortæller Birger Poppel, der er projektchef på undersøgelsen
- Vi kan bruge materialet til at sige noget om, hvilke faktorer der gør, at folk synes, at de har et godt liv eller et dårligt liv. Det kan vi blive meget klogere på ved at sammenligne de forskellige områder. Det kan også bruge i de politiske beslutningsprocesser. Vi vil kunne sige en masse om, hvad fiskeri og fangst og traditionel grønlandsk mad betyder for velfærd, identitet og i husholdningerne. Det kan bruges i nogle af de diskussioner, der skal føres om fangererhvervets fremtid, siger han
Resultaterne af undersøgelsen ligger indtil videre kun på engelsk, men de kommer senere på både grønlandsk og dansk. Du kan læse mere om undersøgelsen på www.arcticlivingconditions.org.