Finn Karlsen: Vi frygter EU´s rolle i IWC
Det var frygten for, at EU’s holdninger omkring hvaler og sælskind skulle smitte af i Hvalfangstkommissionen IWC, der i denne uge fik Fiskeridirektoratet til at tage på charmeoffensiv i EU. Det fortæller landsstyremedlem Finn Karlsen:
- Vi har understreget, at vi er bekymrede for, at EU begynder at stemme med én stemme i IWC. For vi ved, at nogle lande i EU støtter vores hvalfangst, mens andre er imod. Altså, vi er bekymrede for, at et land som Danmark, der plejer at støtte os, skal begynde at stemme imod os, når EU begynder at tale med én stemme, siger Finn Karlsen.
Ifølge landsstyremedlemmet forklarede parlamentarikerne, at de ikke vil forhindre de oprindelige folks ret til at fange hvaler. De vil ikke indføre færre kvoter eller forbud for oprindelige folks fangst.
- Vi har gjort opmærksom på, at vi ikke fører kommerciel hvalfangst med eksport af hvalkød. Vi har fortalt dem, at vi ellers har behov for yderligere 200 tons hvalkød til årlig hjemmeproduktion, siger Finn Karlsen, og fortæller, at oplysningerne blev mødt med forståelse.
- Vi har mødt stor forståelse hos de kommissærer vi har mødt og de har lovet os at støtte os i vores bestræbelser. De kan selvfølgelig ikke love os, men de støtter os fuldt ud og det er betryggende for os, slutter Finn Karlsen der kommer tilbage til Grønland på torsdag.
Efterfølgende vil Landsstyret blive orienteret om turen.