Alcoa-udvalget? Hva´er nu det...?
Med to politiske fyringer blev en ellers temmelig ukendt kontaktgruppe igår pludselig godt stof i medierne - og noget oppositionen stiller spørgsmål til i landstingssalen.
Men hvad laver de egentlig i kontaktudvalget mellem hjemmestyret og den amerikanske aluminiumsvirksomhed Alcoa.
Kort fortalt handler det om hele tiden at holde øje med, om alle aftaler bliver overholdt. Da Alcoa fik tilladelse til at undersøge muligheden for at lave et aluminiumssmelteværk med tilhørende vandkraftværk, i området ved Tasersiaq-søen syd for Kangerlussuaq, forpligtede både virksomheden og landsstyret sig på en række områder. Og det er i udvalget, man diskuterer om forpligtigelserne bliver overholdt.
Der er otte medlemmer af udvalget – de fire er fra Alcoa – de fire andre er udvalgt af landsstyret. Udover de to nye medlemmer Svend Hardenberg fra Nukissiorfiit og Peter Schultz fra landsstyrets sekretariat, som erstatter Stig Rømer Winther og Niels Wilhjelm – så er det direktørerne Peter Hansen og Alfred Jacobsen fra henholdsvis erhvervsdirektoratet og miljødirektoratet de repræsenterer Grønland.
Kontaktudvalget mødes fire gange om året – og checker om alt er forløbet som det skal. Udvalget kan som sådan ikke beslutte noget som helst. De grønlandske medlemmer skal blot rapportere til landsstyret, som skal tage beslutningerne hvis noget skal gøre anderledes i forhold til forundersøgelses-processen.
Kontakten til politikerne går gennem erhvervsdirektoratet. Direktør Peter Hansen – der som nævnt selv er medlem af kontaktudvalget – ønsker ikke at kommentere fyringerne af to medlemmer, men siger at, nu handler det om at se frem, og få processen til at glide.
Kontaktudvalget mødes igen i eftermiddag – og i direktør i erhvervsdirektoratet Peter Hansen regner med at kunne fortælle mere om projektets udvikling efter mødet.