Kuupik Kleist er ikke tilfreds med svaret fra Anders Fogh Rasmussen om de hemmelige CIA-flyvninger.
IA’eren og det ene folketingsmedlem for Grønland går endda så vidt, at han kalder svaret for næsvist i en kommentar til radioavisen.
Kuupik Kleists reaktion kommer efter at Anders Fogh Rasmussen har sendt spørgsmålet om eventuelle flyvninger over grønlandsk og færøsk territorium videre til transport- og energiminister Flemming Hansen.
USAs præsident Bush har tidligere indrømmet, at der eksisterer hemmelige CIA-fængsler og fangetransporter. I lyset af indrømmelserne bør regeringen derfor give fuld indsigt i de overflyvninger, der har fundet sted over Grønland.
Ifølge Kuupik Kleist er der bevis for, at CIA-flyvningerne er gået over Grønland og at 12 fly er mellemlandet i Grønland. Spørgmålet er om offentligheden får indsigt i overflyvningerne, og det bliver altså nu op til transportministeren at svare på.