Sent søndag aften er der stadig ingen vidner i sagen om en voldtægt af en 21-årig grønlandsk kvinde. Det fortæller den centrale vagtleder ved kriminalpolitiet i København, Carsten Ahrends.
Den grønlandske kvinde blev natten mellem lørdag og søndag voldtaget i en port i det indre København. Ifølge politiets oplysninger er voldtægtsmanden en cirka 20-årig danskudseende mand. Voldtægten foregik mens hans tre venner stod og så på. I mens kom de med nedsættende og ydmygende bemærkninger om grønlændere.
Den 21-årige kvinde er på ferie i Danmark. Hun havde været i byen på en café inde i København, da hun skulle nå et tog fra Hovedbanegården.
Ud over mulige vidner så leder Københavns politi også efter porten, hvor voldtægten foregik. Offeret har ikke kunnet udpege stedet, da hun ikke er stedkendt i København. Den centrale vagtleder fortæller, at politiet i morgen vil køre kvinden rundt i en bil, så gerningsstedet kan blive fundet.