Brandchef til frivillige: Tak er kun et fattigt ord

38 brandfolk fra Danmark er ankommet til naturbranden i Sisimiut med 13 tons udstyr for at afløse de frivillige.
Nu kan de frivillige brandfolk godt tage hjem. 38 danske brandfolk er nået frem. Foto © : Aputsiaq Olsen Jonathansen
14. august 2019 14:07

Alle de frivillige, der har knoklet med at slukke naturbranden i fjorden Kangerluarsuk Tulleq nordøst for Sisimiut, kan nu slappe lidt af.  

I nat ved 03-tiden ankom 38 brandfolk fra Danmark nemlig til brandområdet i bunden af fjorden med båd. Og det glæder beredskabschefen i Qeqqata Kommunia, Ole Kreutzmann, for det giver mulighed for at sende de frivillige hjem. 

- Vores brandfolk fik mulighed for at hvile sig, da beredskabet fra Danmark kom. Det er starten på et godt samarbejde, siger han.

- Det går godt med at inddæmme branden, og vi slukker hurtigt, når der opstår en ny brand. Vi er begyndt at bruge Beredskabsstyrelsens udstyr til at nå de områder, vi kan nå i dag, siger beredskabschefen i Qeqqata Kommunia, Ole Kreutzmann.  

Fjeldbrand ved Sisimiut

Et Challengerfly fra Forsvarets Luftgruppe Vest har optaget denne video over branden 8. august. Fra Arktisk Kommando.

 

Nu kan de frivillige slappe af, for Qeqqata Kommunia har ikke længere brug for flere frivillige brandfolk. 

Og beredskabschefen takker for indsatsen, for de frivillige har arbejdet med at slukke brand både dag og nat. 25 frivillige har hjulpet med at slukke ilden, men der er stadig brug for cirka 10, der kan bringe mad til brandfolkene.

- De frivillige har formået at stoppe branden, inden den nåede hytterne i området, og det skal de have en stor tak for. Tak er et fattigt ord. Nu er beredskabet fra Danmark kommet, og vi er begyndt at sige nej tak til at få flere frivillige, siger Ole Kreutzmann. 

Beredskabschefen er nu fortrøstningsfuld med hensyn til at få branden under kontrol, og han håber, at det kan ske indenfor de næste to uger. 

Ilden bredder sig over et 19 kvadratkilometer stort område. 

 

Assi: Google Maps
Assi: Google Maps Foto © : Google Maps