Efter voldtægt, vold og massivt druk: Salg af alkohol stopper i Tasiilaq
Salg af alkohol bliver stoppet i Tasiilaq og bygder med øjeblikkelig virkning fra i dag og to uger frem.
Det betyder, at der ikke vil blive solgt alkohol i hverken butikker eller på barer og værtshuse fra nu og to uger frem til og med 17. september.
Det meddeler Kommuneqarfik Sermersooq.
- Fra nu og til 17. september er der lukket for salg af alkohol i Tasiilaq og bygderne omkring Tasiilaq.
- Det gælder både i butikker og på barer og værtshuse.
- Bygderne er Kuummiut, Isertoq, Tiilerilaaq, Sermiligaaq og Kulusuk.
- I forvejen bliver der ikke solgt stærk alkohol og spiritus i Østgrønland.
- Alt salg og udskænkning af stærke drikke med alkoholvolumenprocent på 15 eller derover er forbudt i Tasiilaq, bygderne omkring Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
Det sker på grund af massive problemer i byen og dens bygder.
Siden der blev udbetalt løn og overskydende skattepenge i starten af denne uge har der været to selvmord, fire trusler om selvmord, 15 husspektakler og en voldtægt i Tasiilaq.
- I de seneste dage har sundhedsvæsnet i Tasiilaq oplevet så mange tilfælde af alkoholrelaterede indlæggelser og henvendelser, at sygehuset ikke længere har kapacitet til at følge med, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.
Derfor har sundhedsvæsenet kontaktet kommunalbestyrelsen og borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) og anmodet om at få stoppet alkoholsalget. Grønlands Politi bakker op om anmodningen, som netop er blevet godkendt af Naalakkersuisut.
Alle sager er forbundet med alkohol
Kommunens rejsehold kommer også til Tasiilaq i den nærmeste fremtid.
Og at Tasiilaq har været præget af kaos i denne uge, bekræfter Aqqalu Petersen, fungerende politikommissær i Tasiilaq Politi.
- Hændelserne med voldtægt, vold og selvmord to dage i træk har alle været i forbindelse med alkohol, siger han.
- Siden den 30. har vi haft travlt med at håndtere berusede mennesker her i Tasiilaq. Det ville være bedst, hvis folk kunne styre sig selv med alkohol. Hvis man har børn, burde man sende dem over til familiemedlemmer eller bekendte, hvis forældrene vil drikke, siger han til KNR.
49 procent flere anmeldelser sidste år
Det er et velkendt problem, at alkohol og kriminalitet hænger sammen. Ifølge politiets årsstatistik steg antallet af voldsanmeldelser i Grønland med 49 procent sidste år.
- Det er politiets erfaring, at der er en klar sammenhæng mellem antallet af voldssager og indtagelse af alkohol. Vores erfaring er, at der er alkohol blandet ind i langt de fleste voldssager, sagde politimester Bjørn Tegner Bay til KNR efter udgivelsen af årsrapporten i marts.
- Det meste af den vold, der bliver begået, er uplanlagt og spontan vold mellem folk, der kender hinanden. Det bliver begået i private hjem, og det sker typisk, fordi folk har drukket for meget alkohol. Altså i et drikkelag.
- Efterfester er en særlig udfordring. Der er rigtig mange voldssager. Mange seksuelle overgreb sker også i forbindelse med efterfester, sagde Bjørn Tegner Bay.