Youtube-video og USB-stik skal holde fiskere fra søkablet

En rejetrawler har ifølge Telepost været skyld i et brud på søkablet, og det vil teleselskabet undgå i fremtiden med en ny kampagne.
Telepost deler opdaterede søkort med søkablets position ud på USB-stik til kuttere og mindre fiskefartøjer, som ikke har udstyr, der automatisk kan opdatere informationer. Foto © : KNR
Skrevet af Jens Betak
10. juli 2020 11:00

Pas på søkablet.

Sådan lyder det i en ny kampagne, hvor Telepost er gået sammen med KNAPK, Royal Greenland og Polar Seafood om at få bredt budskabet ud.

Det går nemlig ud over mange mennesker, når der sker noget med kablet, der ligger på havbunden og leverer tv-signal, internet og mobiltelefoni.

- Det er katastrofalt, når søkablet bliver revet over. Når det sker, så kan man hverken bruge sin netbank, ansøge om jagtlicens eller tale med sine børnebørn online, siger Jonas Hasselriis, teknisk direktør i Telepost.

LÆS OGSÅ Telepost sagsøger rederi for ni millioner for søkabelbrud

Kampagnen dækker blandt andet over en Youtube-video, hvor en skipper og KNAPK opfordrer fiskeindustrien til at passe på kablet.

Derudover deler Telepost opdaterede søkort med søkablets position ud på USB-stik til kuttere og mindre fiskefartøjer, som ikke har udstyr, der automatisk kan opdatere informationer.

Søkabel-USB

- Det er god service, og vi tager medansvar og opfordrer alle fiskere til at passe på søkablet, også selvom det ligger ved gode fiskesteder, siger Henrik Sandgreen, formand for KNAPK.

En dyr omgang

Og det kan da også risikere at blive dyrt, hvis man trawler, hvor søkablet ligger.

Telepost påstår nemlig, at en rejetrawler var skyld i et af tre søkabelbrud, der ramte teleselskabet omkring årsskiftet til 2019.

Teleselskabet har sagsøgt et rederi fra Ilulissat for 9,3 millioner kroner, fordi teleselskabet mener, at rejetrawleren rev kablet over. Rederiet afviser dog at være skyld i bruddet. Sagen har endnu ikke været i retten.