Yderligere to danskere er smittet med coronavirus

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det bringer det samlede antal smittede i Danmark op på seks personer.
De to nye tilfælde er danskere, der har været på ferie i Norditalien, og som returnerede til Danmark lørdag 29. februar.
De to personer er ifølge styrelsen smittet og hjemrejst uafhængigt af hinanden. Ingen af dem har relation til de fire personer, der allerede er smittet i Danmark.
Det første tilfælde af coronavirus i Danmark blev konstateret torsdag i sidste uge.
Det var en medarbejder hos TV2 News på Teglholmen i København, der ligeledes var blevet smittet under en rejse i Norditalien.
Fredag og lørdag blev der rapporteret om yderligere to tilfælde af smitte hos personer, der havde været i henholdsvis Italien og München i Tyskland.
Søndag meldte myndighederne om det fjerde tilfælde af coronasmitte hos en person, der havde været i tæt kontakt til det andet danske tilfælde.
Sundhedsmyndighederne oplyste mandag, at i alt 122 mennesker er sat i karantæne i Danmark.
Desuden oplyste man, at coronavirus i værste fald kan smitte op mod 500.000 danskere.
Men de fleste af dem vil ikke blive så syge, at de har behov for hjælp fra sundhedsvæsenet, lød vurderingen.
Mandag aften skærpede Udenrigsministeriets Borgerservice rejsevejledningen og fraråder nu ikke-nødvendige rejser til fire nordlige regioner i Italien.