WWF: Her er Grønlands mest følsomme natur

Ny rapport udpeger ti naturområder i Vestgrønland, som er særligt mangfoldige og produktive.
01. juli 2014 07:55

Derfor er der grund til at passe på dem - især der hvor der er overlap med råstofaktiviteter.

Det er konklusionen i en ny rapport fra Verdensnaturfonden, WWF, der undersøger naturområder langs den vestgrønlandske kyst fra Kap Farvel i syd til Inglefield Land i nord.

Den aktuelle rapport fokuserer på områder på landjorden, mens en tidligere rapport, der blev udgivet i maj, fokuserede på havområder langs vestkysten.

Verdensnaturfonden opfordrer de grønlandske politikere til at bruge rapportens konklusioner som input til fremtidens forvaltningsarbejde. Det kunne blandt andet være ved en officiel udpegelse af bevaringsværdige naturområder eller ved oprettelse af no-go-zoner, hvor mineaktiviteter ikke er tilladt. 

- Ligesom det vil være kritisk for fiskeriet, hvis de højproduktive havområder bliver ramt af olieforurening, er det ikke uden risiko at gennemføre mineaktiviteter på landjorden. Derfor mener vi, at det er i Grønlands klare interesse at beskytte de områder, som er allermest produktive og mangfoldige og blandt andet bruges til jagt, siger Charlotte Margaret Moshøj, arktisk biolog hos WWF.

Rapporten peger samtidig på, at der er brug for langt mere viden om landområderne i Grønland. Det gælder både, hvad angår den traditionelle brug af områderne, og hvad angår de økosystemer, der findes på land.

De ti områder, som rapporten udpeger, er: Inglefield Land, Qaanaaq-området/Inglefield Bredning, den nordvestlige kystnærezone fra Kullorsuaq til Tussaaq, dele af Svartenhuk, Nuussuaq og Disko, det kystnære landområde mellem Nordre Strømfjord og Nordre Isortoq Fjord, Paamiut-området, indlandsområdet ved Nordre Strømfjord, indlandsområdet ved Godthåbsfjorden, Grønnedal-området og endelig Sydgrønland.