WHO: Udbruddet af coronavirus er meget alvorlig trussel

WHO's leder opfordrer verdens lande til at udveksle data og vise "solidaritet" i bekæmpelsen af virusudbrud.
- For at kunne bekæmpe dette udbrud, så er vi nødt til at have en åben udveksling på lige vilkår. Vi håber, at et af resultaterne ved dette forum vil være enighed om en overordnet plan for den videre forskning. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. februar 2020 10:47

Udbruddet af coronavirus i Kina udgør en "meget alvorlig trussel mod resten af verden".

Det siger WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, ved starten på et todages møde i Genève om krisen. Over 400 læger og forskere deltager i det særlige forum.

- Det vigtigste er, at vi får stoppet udbruddet og reddet liv. Med jeres støtte vil det være muligt for os at gøre det sammen, siger Tedros.

Virusset, som første gang blev identificeret i Kina den 31. december, har dræbt over 1000 mennesker og inficeret over 42.000. Det er i dag spredt til over 25 lande.

I sin indledende tale opfordrer Ghebreyesus, verdens lande til at udveksle data og vise "solidaritet" i bekæmpelsen af udbruddet.

LÆS OGSÅ Coronavirusset har nu krævet over 1000 menneskeliv i Kina

Coronavirus
- Det første tilfælde af den nye coronavirus er sporet til den 8. december sidste år.

- Udbruddet af sygdommen begyndte hos personer, der havde været på et fiskemarked i den kinesiske by Wuhan, hvor der er også er fundet spor af smitte.

- WHO erklærede 30. januar 2020 udbruddet for en folkesundhedsmæssig krise af international betydning.

- Coronavirus smitter fra person til person ved kontakt og bliver sammenlignet med sygdommen SARS.

- Der er registreret 17.383 personer, der er smittet med coronavirus.

- Coronavirus har er registreret i 24 lande ud over Kina, blandt andet i Sverige.

- 362 personer er døde af coronavirus, et dødsfald er sket i Filippinerne, de resterende 361 dødsfald er sket i Kina.

- Ti danskere er blevet evakueret til Danmark fra den virusramte Hubei-provins. To er blevet sat i hjemmekarantæne på grund af en vurdering om høj risiko for smitte.

Kilde: Statens Serum Institut, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, DR 

- For at kunne bekæmpe dette udbrud, så er vi nødt til at have en åben udveksling på lige vilkår. Vi håber, at et af resultaterne ved dette forum vil være enighed om en overordnet plan for den videre forskning.

Adskillige selskaber og institutter i Australien, Kina, Frankrig, Tyskland og USA kæmper for at udvikle en vaccine, hvilket er en proces som normalt varer adskillige år.

Ghebreyesus sagde forud for konferencen, at forekomster af smitte fra folk uden rejsehistorik til Kina skaber bekymring.

- Det lille antal tilfælde, vi har set, kan være den gnist, der bliver til en større brand. Men for nu er det kun en gnist. Vi opfordrer alle til at bruge de muligheder, de har, for at forhindre en større brand, sagde Ghebreyesus.

De seneste tal viser, at i hele Kina er 42.638 mennesker bekræftet smittet med virusset, der har spredt sig til 27 andre lande.

Flere end 1000 personer på tværs af Kina har mistet livet siden midten af december som følge af virusset.

LÆS OGSÅ 60 nye tilfælde af coronavirus bekræftes på krydstogtskib

Ifølge WHO's generalsekretær er det samlede mønster for coronavirusset ikke ændret.

- 99 procent af de rapporterede tilfælde er i Kina, og de fleste tilfælde er milde. Cirka to procent af tilfældene er dødelige, hvilket naturligvis stadig er for mange, sagde Ghebreyesus på pressemødet mandag.

/ritzau/AFP