WHO advarer mod danskernes druk

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler den kommende danske regering at hæve afgifterne på alkohol og samtidig indføre en aldersgrænse på 18 år for køb af alle former for øl, vin og spiritus.
21. september 2011 10:02

Anbefalingen er en del af en ny europæisk handlingsplan, som WHO netop har vedtaget for at komme de udbredte alkoholproblemer i Europa til livs - ikke mindst i Danmark, hvor de unges druk igen og igen sætter rekord.

- Hvis man ikke vil bevare Danmarks kedelige europarekord, som måske endda er en verdensrekord, er der god grund til at lave yderligere tiltag for at begrænse brugen af alkohol, siger programdirektør Lars Møller fra WHO's Europakontor i København til DR Nyheder.

De Radikale støtter WHO's anbefalinger og nævner i sit partiprogram en fordobling af afgifterne på øl og vin, så en almindelig øl for eksempel vil stige med 77 ører.

S og SF har i valgkampen bebudet afgifter på usunde varer, men alkohol er ikke med på listen, og det ærgrer WHO.
Ingen af partierne har planer om at hæve afgiften, men SF støtter at hæve aldersgrænsen til 18 år.