Vulkanen er måske ved at falde til ro

Fra Island meldes at noget af vildskaben er ved at gå af vulkanen Grimsvötn. Der stiger stadig aske op fra vulkanen, men det når kun mellem 3 og 5 kilometer op i luften, hvor den i lørdags nåede helt op i 20 kilometers højde. Det fortæller Islands meteorologiske Institut, som samtidig fortæller at der blæser en kraftig vind, som blæser asken sydpå.
Skrevet af DR, Karsten Sommer
24. maj 2011 16:02

DR´s Thomas Ubbesen gav i dag denne øjenvidneskildring fra en bil på vej fra Reykjavik og østpå, mod vulkanen Grimsvötn:

- Selvom det stilner lidt af oppe i luftrummet, så er det til gengæld vildt hernede ved jorden. Jeg befinder mig i den afspærrede zone omkring vulkanen, og det føles som var jeg med i en sciencefiction-film. Der er mørkt, selvom det er midt på dagen, der er aske, der pisker hen over vejen, og der er næsten ingen sigtbarhed. Det er som at leve på en fjendtligsindet fremmed planet - et bizart syn, siger Thomas Ubbesen fra en bil i det østlige Island.

Myndighederne har afspærret et kæmpemæssigt, tyndt befolket område, men ellers er der ikke meget andet at gøre end at vente på at vulkanen falder til ro.

De mennesker der bor nær ved vulkanen, kører ud og ind af området. Ud for at få et par timers frisk luft i lungerne. Og ind i området igen, for at passe deres dyr, og holde øje med deres huse.

En anden konsekvens af udbruddet er at de normalt helt hvide gletschere i området, nu er helt sorte af askepartikler.

Det betyder at isen, ifølge en islandsk geolog, smelter 7 gange hurtigere end normalt. Og det skaber frygt for katastrofale stormfloder, hvor store vandmasser pludselig kan komme væltende ned fra bjergsiderne og skabe farlige situationer, slutter Thomas Ubbesen fra Island.