Vrede tibetanere sammenligner Grønland og Tibet

En repræsentant for den tibetanske leder Dalai Lama sammenligner Tibet med Grønland, efter at Danmark har nægtet at anerkende Tibets ønske om selvstændighed.
Skrevet af mlk
25. december 2009 14:51

Danskerne burde kunne se lighederne mellem tibetanerne og grønlænderne, lyder det fra Tibets nordeuropæiske repræsentant. Han er harm over, at Danmark har skrevet under på en erklæring, der anerkender Kina som et land - og altså ikke Tibets krav på selvstændighed.

- Tibetanerne er et folk, ligesom grønlænerne er et folk. Hvis Danmark kan anerkende grønlændernes rettigheder som folk, bør de danske myndigheder også støtte tibetanernes kamp for menneskerettigheder, siger Thubten Samdup, som repræsenterer Dalai Lama i Nordeuropa, til Jyllands-Posten.

Hele balladen startede i maj, da statsminister Lars Løkke Rasmussen modtog Dalai Lama ved et privat møde. Det fik kineserne til at aflyse en række danske ministerbesøg og erhvervsdelegationer.

I starten af december gydede Danmark så olie på vandene ved at underskrive den såkaldte Kina-erklæring, hvor Danmark accepterer et samlet Kina - og altså ikke støtter tibetansk selvstændighed.

- Vi har sagt, at et-Kina-politikken står vi ved, og et-Kina-politikken betyder også, at vi ikke kan gå ind for tibetansk selvstændighed. Men vi kan fortsat arbejde for tibetansk kultur og religion og den autonomi, der er tale om i Tibet, forklarede udenrigsminister Per Stig Møller til Ritzau.

Og det er den erklæring, der har fået Dalai Lamas talsmand op af stolen.

- Danmark har været under et stort pres. Mend et er bedrøvende at se, at presset har virket. Kinas succes betyder formentlig, at landet vil fortsætte offensiven mod andre lande som Norge, Sverige og Finland, vurderer han over for Jyllands-Posten.