Vred mand gik amok på patruljevogn

En 22-årig mand blev anholdt i Ilulissat natten til lørdag, efter at han havde hoppet oven på politiets patruljevogn, fremsat trusler og spyttet på politibetjentene.
Skrevet af Medea Frederiksen
20. juni 2011 09:36

Politiet i Ilulissat var oprindeligt kørt hen til et værtshus for at stoppe tumult mellem to mænd. Politiet havde stoppet tumulten og stod og snakkede med de to mænd, da en tredje mand gentagne gange prøvede at blande sig.

Politiet havde hver gang bedt manden om at blande sig udenom og gå sin vej. Manden blev ved og politiet havde til sidst skubbet ham væk og bedt ham om at gå sin vej, oplyser stationsleder Kasper Berthelsen til KNR.

Det tog manden ikke pænt. Han var kravlet op på politiets patruljevogn og var herefter begyndt at hoppe oven på bilen. Han smadrede bilens forrude og lavede buler på bilens tag og på motorhjelmen. Han forsøgte derefter at flygte men blev hurtigt anholdt for uacceptabel adfærd.

Her stoppede mandens raseri dog ikke. Mens han sad i patruljevognen sparkede han gentagne gange på bilens sider, så panelerne blev ødelagt.

Betjentene kørte manden ned til sygehuset for at lade ham blive undersøgt af en læge. Ved ankomsten til hospitalet havde manden spyttet på betjentene og fremsat trusler mod dem.

Manden blev herefter kørt hen til detentionen og blev i lørdags fremstillet for retten. Her besluttede man at tilbageholde manden indtil den 8. juli.