Voldtægtssigtet løsladt

Den 32-årige mand, der natten til søndag blev anmeldt for at have voldtaget en 14-årig pige bag værtshuset Maximut i Nuuk, er løsladt igen. Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt afgøre om der er tale om voldtægt eller alene tale om kønslig omgang med en mindreårig.
Skrevet af Najaaraq Egede
28. juni 2011 09:44

Ifølge politikommissær Niels Nyvang vil det i løbet af 30 dage blive afgjort, om sigtelsen for voldtægt skal opretholdes.

Den 14-årig pige kontaktede lørdag nat ved halv tre tiden sammen med sin mor politiet, og anmeldte at hun var blevet voldtaget bag Maximut af en mand umiddelbart forinden. Hun kunne identificere manden.

En 32-årig mand blev i løbet af søndagen anholdt og sigtet for forholdet. Han erkendte at have haft samleje med den mindreårige, men nægtede at der skulle være tale om voldtægt.