Voldsomme protester i Irak - dødstallet stiger

27 personer er dræbt i Irak i voldsomme protester mod regeringen. Alligevel fortsætter demonstrationerne, der handler om magtmisbrug og korruption.
Skrevet af Ritzau
04. oktober 2019 08:22

Antallet af dræbte stiger i Irak, hvor tusindvis af mennesker fortsætter protester mod regeringen mange steder i landet, selv om sikkerhedsstyrker skyder med skarpt og anvender tåregas.

Torsdag aften trodsede tusinder et udgangsforbud i Bagdad og gik på gaden igen.

Siden tirsdag er mindst 27 mennesker dræbt og over 1000 er blevet såret.

I Basra blev en kendt karikaturtegner og systemkritiker Hussein Adel Madani og hans kone dræbt i deres hjem - få timer efter de havde deltaget i en demonstration.

Øjenvidner siger, at maskerede mænd stormede ind i parrets lejlighed og skød dem. En toårig datter fik lov at leve.

Demonstrationerne er rettet mod påstået magtmisbrug, inkompetence og korruption i landets et år gamle regering.

Ifølge Amnesty anvender sikkerhedsstyrkerne overdreven magt. Gruppen siger også, at regeringen må sørge for, at der må iværksættes efterforskninger af de mange drab på demonstranter.

/ritzau/AFP